Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken Vendt (1902) - Akt VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
Om litt når hun stryker os ut av havn
da kikker du ut — og du læser det rette.
(På hr. Didriks signal har en båtsmandspipe svaret ute på
havnen. Under det følgende lettes et anker og matroserne synger:
En sang for bøljan blå,
en sang for alle seilere i verden som jeg så.
Farvel til en og hver!
Nu stunder jeg til landene som heter og som varmer
hvor alle galne piker små med nakne ben og armer
er som jeg selver er
så vennehuld og kjær.
Jeg vender mig og dreier mig
og sjunger mig en sang.
Jeg nikker mig og neier mig,
og spillet går sin gang.
På land så er min mø
mens jeg idag skal seile til en såre fremmed Ø.
Jeg alle farver så,
de sorte som er krøllade, ja gule samt de røde,
men aldrig nogen øine gjorde mig så snoft tildøde
som dine himmelblå,
de ganske bittesmå.
Du elsker mig og eier mig
og holder mig i fang.
Da nikker jeg og neier mig,
og spillet går sin gang.
Her haver du mit ord:
med dig så vil jeg leva og dø på søden jord.
Og Gud han vær os nær!
Vi lever alle kortelig en række år å smake,
men bed din Gud hans vilje ske, så vender jeg tilbake
trods meget stort besvær
og mangt et ondt begjær.
Du pusser mig og pleier mig
ved dag og natten lang.
Jeg nikker mig og neier mig,
og spillet går sin gang.
Eee
140 -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
