Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Halling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Jeg tapte mig veien
på myren vide.
Det møtte mig kuer
med krone på,
det møtte mig elver
med røde fisker
og herrer i kåpe
og guld på tå.
Fra myren ropte det: Ture — Ture!
Der stod en konge, den største jeg så.
Hans øine så var de
som sorte fugler,
vi nådde ham ingen
til brystet bredt;
i begge hans ører
stod lås og ringer,
at menneskens bønner
blev fåfængt bedt.
Han ropte i vældighet: Ture — Ture!
Da faldt jeg på jorden så ilde stedt.
«Såskjønt jeg kan danse
den konge munter
så traller mit hjærte
så god en låt.»
Jeg danset for kongen
min høie halling,
og væten den sprat mig
fra myren våt.
Da ropte han leende: Ture — Ture!
Og alle de herrer fik lattergråt.
Han løste sig ringer
og lås fra øre.
«Så giv mig, o konge,
en helgekjoll»
Og kongen han pekte,
og hundred herrer
gik hastig at gjøre
hvad han befol.
Han nikket og kaldte mig: Ture — Ture!
Jeg takket i tårer, det var som jeg gol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
