Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Efter avskeden - Svend Herulfsens ord - I. Min kjærest er som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
og prøver at nynne det hen
hun reiste idag, hun er borte
og kommer vel aldrig igjen.
Ti stille, I fugler, og lat mig i fred.
Og kommer vel aldrig igjen.
Just her under løvet her gik hun så tit,
her gik hun så tit.
Hun nynnet og plukket sig blomster
og sprang som et barn og lo —
jeg står her og mindes det hele
og finder slet ingen ro.
Just her under løvet her gik hun så tit.
Og finder slet ingen ro.
Jeg tør ikke søke min stue igjen,
min stue igjen.
Der satte hun blomster og busker,
der talte vi muntre ord,
vi hadde vor glæde sammen,
og nu er hun gåt ombord.
Jeg tør ikke søke min stue igjen.
Og nu er hun gåt ombord.
SVEND HERLUFSENS ORD
I
Min kjærest er som den
Det lever i Ostindien en rov-edderkop
av skapning og av farve som en rød orchidé.
Den ligger midt i dagen for at se og at se,
med ben til alle kanter og med buken vendt op.
Den ligger der så længe og urørlig som døden.
Og sommerfuglen kjender ei den rov-edderkop,
han svirrer om den herlige, den røde orchidé
som ligger midt i dagen og hver sommerfugl kan se.
Han flyver ned på blomsten. Han flyver aldrig op.
Han fløi i favn med døden.
Så ligger orchidéen der så livløs som før.
Og nye sommerfuglefyrer søker den — og dør.
O hver gang ligger blomsten der urørlig igjen.
Min kjærest er som den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
