Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det mangler forresten ikke at folk viser sig venlige. Her går
en snarvei, en sti op til min haug, og mange tar denne stien
fremfor å legge veien om det egentlige sykehus. Her sitter jeg
nu og da fordi her er gode steder å holde til i dum ro og iaktta
mauren og bli vis. Så går folk forbi og somme hilser. De vet
grunden til at jeg sitter her, men de hilser.
En ældre dame stanser en dag og ser på mig. Jeg reiser mig
og tar hatten av. Hun begynder å snakke, jeg sier at jeg hører
ikke, men hun snakker. Så viser hun op til himlen, og jeg nik-
ker. Hun viser gang på gang op til himlen, som om det kanske
kunde være råd for mig også, og jeg nikker. Hun stanser en
anden dame som kommer forbi, og begge damerne blir enige
og rækker mig hånden når de går. Bare venlighet.
Og jeg — i min tankeløshet gav jeg dem ikke mit brevkort å
ta med sig!
Jeg rister på hodet til mig selv og går opover det battestej
av heia til straf. Det kan trænges at jeg gjør noget alvorlig nu,
for skoene mine er revnet enda mere. De er vel otte år gamle
og er fra det år jeg var i Serbien.
Jeg var kommet på den andre siden av heia og vedblev å gå
til jeg så kirketårnet. Naturligvis var jeg nu på forbudt om-
råde, men listet jeg mig langt nok — og enda bitte litt til —
kunde jeg kontrollere min klokke med tårnuret. Forresten var
jeg egentlig her for å se mig om efter en brevkasse.
På høire hånd hadde jeg en gate uten et liv. Jeg begyndte å
gå denne gaten nedover, men jeg var jo ræd også, så jeg gik på
tærne. Nederst nede fik jeg øie på Grefstads jernvarehandel,
og utenfor hang en postkasse.
Skulde jeg være frek? Det er nogen få skridt om å gjøre.
Jeg ser mig lurende omkring, men det findes ikke et menneske.
Det næste er at jeg farer som en strek over gaten, stikker mit
brevkort i kassen og farer som en strek tilbake igjen. Så be-
gynder jeg å gå.
Jeg var ikke kommet langt op i bakken før jeg fik et puf i
ryggen. Politi. Tosket og irritabel var jeg jo blit i de siste uker
så Jeg skvatt svert.
Jeg vil bare si Dem at kirkeuret går tyve minutter forsent,
sier jeg. Har De klokke på Dem?
Han famler frem sin klokke, og vi sammenlikner.
Men det hjelper ikke Dem noget det, sier han. De har ikke
lov til å gå her i gaterne. Hvordan kan De finde på slikt?
Jeg forklarer alt, bare et brevkort, nogen få ord. Se her, vil
De bare se på skoene mine.
Vi snakker om to forskjellige ting, sier han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
