Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
i dem. Officielt var stedet religiøst, men det hindret ikke å gå
menneskelig. ved siden av så godt det lot sig gjøre — og det er
meget som lar sig gjøre. Hvis en søster gjorde noget galt vilde
det ikke bli kjendt. I alle andre forhold i livet vilde hun til-
kalde vitner hvis det trængtes, det trængtes ikke her, hun er
vernet av sin egen og alles taushet, det er systemet. Kommer
hun ut for noget, som hun skal svare for, svarer hun ikke. Får
hun skinnet imot sig vil hun bare uten videre tåle skinnet imot
sig. Det kan ikke alle, men hun kan det. Hun kan tilkalde en
diakon til å stå og se på at hun tåler det. Når en søster har
tjent i længere tid så vil hun ha lært så meget praktisk jesui-
tisme at hun har nok for livet. Og i døden har hun ikke bruk
for noget andet end en prest med syndernes forlatelse.
Jeg husker ofte disse gode søstrer. Det er synd i dem, luften
er dårlig på stedet, og her går de og ældes. Ingen hygge, ingen
munterhet, aldri en latter, Gud fri dem for å le. Mange var så
sympatiske, jeg kunde nævne navn, men det tør jeg ikke for
ikke å utsætte dem for noget. Det var sunget for deres vugge
om kjærlighet, børn og hjem. Så blev det sunget om tre stengte
dører foran livet. Så går tiden. Så tænker de ikke mere på nogen
ting, så bare er de her.
Mens jeg gik der og slet dagene var det ikke noget som stod
mig mere i hodet end at opholdet i klinikken skulde få en ende.
Jeg kjendte mig mere og mere utpint, mere og mere uthulet,
det var intet som forsonet mig med min rolle som prøveklut
for den psykiatriske vitenskap, og intet personlig som nærmet
mig til administrasjonen. Vi gik forbi hverandre i trapper og
ganger uten mæle.
På toppen stod hr. Langfeldt, overlæge i anstalten og pro-
fessor ved universitetet. Jeg hadde aldrig hørt hans forelæs-
ninger og vilde heller ikke som manden i gaten hat forutsæt-
ninger til å mene noget om dem. Av hans elever er vel ikke alle
like henrykte i hans undervisning, noget som følger lærere i
flere disipliner. Jeg bygger på mit personlige indtryk og på in-
tuisjon, begge deler, jeg bygger på episoder, fakta og hvad jeg
eventuelt mone eie av psykologisk sans. I mit brev til riksadvo-
katen har jeg ymtet min indstilling til professor Langfeldt, den
har ikke skiftet karakter senere. Jeg synes han er typen på en
seminarist som er kommet tilbake fra seminaret med al den
boklige viten han har hentet sig av skolebøker og lærde ver-
ker, og som han selvsagt ved senere studier har ført helt op
til dato. — Dette siste skjønner naturligvis ikke jeg mig på,
jeg bare tar det med og forutsætter det, jeg har ikke engang
bruk for det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
