Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Ja, sa Pat og grep til.
Skjønner det. Du har gåt der og arbeidet sent og tidlig og
ikke fåt noget for det.
Ja, sa Pat.
Jeg nikket at jeg så det så tydelig. Du var der i lang tid også,
kanske både år og dag —
I halvandet år, sa Pat.
Naturligvis. Ja, men så er jo ingen ting iveien, jeg er glad
for at du fortalte mig det. Husk på å gi mig adressen din før
du reiser.
Da Pat var reist blev det enda mere utrivelig for mig i byen.
Han var en uundværlig kamerat, og jeg savnet ham. Jeg skrev
et par ganger til ham, men fik ikke svar. Kanske han ikke
hadde tid, kanske han alt var optat med hjemreisen. Endelig på
slutten av mine bydager, kom mr. Hart og bydde mig et skik-
kelig pålæg hvis jeg vilde være. Det var forsent.
Jeg kom til Dalrumples farm i Red River Valley og var der til
over indhøstningen.
sk
Det er visst tre år idag siden jeg blev arrestert. Og her sitter
eg.
Det har ikke gjort mig noget, ikke vedkommet mig. Det har
passert mig som en tilfældighet, og jeg akter ikke å si mere om
det. Jeg har fåt øvelse i å tie.
Vi er allesammen på reise til et land som vi kommer tidsnok
til. Det haster ikke med os, vi tar tilfældigheterne med på veien.
Det er bare narrer som griner imot himlen og opfinder store
ord om disse tilfældigheter, de er mere utholdende end vi og
kan ikke undgåes. Ja kjære, hvor de holder ut og er uundgåe-
lige.
Nu har vi i lange tider hat varme og sommer, indtil 23 gra-
der i skyggen. Så skifter det pludselig og himlen blir glassklar
og stiv. Det er nat, men jeg går ut for å se på saken. Det er
fuldmåne, men ingen måne. Hvad fornoget? Alt er stille, ikke
en myg. To timer efter går jeg ut igjen og ser en begyndende
måne over trætoppene.
Det er kanske ikke nogen større uorden i dette, slet ikke,
men jamen er det litt forvirrende. Hadde jeg for to timer siden
ståt høit nok vilde jeg ha set månen klavre op fra havet som
en maneter våt av guld.
Å mine varig svækkede sjelsevner som gjør mig så duml
Naturligvis er jeg åreforkalket, men det gjør mig ikke noget
det heller, vedkommer mig ikke. Når jeg er fin til mig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
