Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Om han måtte slå følge?
Jo det måtte han.
Og damen tar manden med gjennem gater og smug bort
til en veninde hvor det netop var fremmede.
Her bodde hun, sa damen, det gjaldt å komme forsigtig op.
Og manden tar sine sko av og går på tærne op trapperne.
De stanser i tredje etage, entreen er åpen og de træder ind.
Pludselig åpner damen stuedøren, slår den på vid væg og
puffer herren foran sig. Stuen er oplyst av mange lys og fuld
av fremmede.
Og damen peker på den arme mand, som står der med skoene
i hænderne og ser fortumlet på selskapet. Hun sier:
Denne mand har tiltalt mig på gaten!
Det var nok, hendes veninder skrek op: Gud, har han vir-
kelig talt til dig på gaten! Men da de summet sig litt så de hvem
de hadde for sig og den ene efter den andre utstøtte forbauset
Leporellos navn.
Efter dette forstod herren at det bedste han kunde gjøre var
å forsvinde, og han forsvandt.
Men damen han hadde fåt fat i var Sofie Ihlen.
Der så man hvad slags personer Lynge, denne venstreredak-
tør, hadde omgang med! Hvorledes vilde han klare sig i denne
sak? Naturligvis tie om det hele!
Dagen efter stod tildragelsen diskret fortalt i Gazetten under
overskriften: Motig ung dame. Det var overordentlig godt gjort,
sa Gazetten, en dame til efterlignelse. Måtte den «mane vore
unge damer til høiere mål»!
Ja til høiere mål.
Denne lille sympatiske notis gjorde med ett slag langt mere
virkning i den Ihlen’ske familje end alle Endre Bondesens ven-
streargumenter tilsammen. Det blev fra den dag av ikke forbudt
Bondesen å bringe Gazetten til huset. For en redaktør var allike-
vel ikke denne Lynge! Det var ingen persons anseelse hos denne
karakterfaste mand, han fornægtet strængt sin egen Leporello
endog, om det knep ....
Og de to søstre syr med flittige fingrer mens morn vandrer
ut og ind og hr. Høibro sitter og iagttar dem. Han er en herre
på tredive år, med næsten kulsort hår og skjæg, men med blå
øine, og disse blå øine ser sløret på en. Nu og da hæver han i
distraktion så den ene, så den andre av sine tunge aksler. Han
ser imponerende ut og synes fremmedagtig på grund av sit
mørke ansigt.
Leo Høibro var til daglig meget stille og beskeden, han kunde
mangen gang si bare det allernødvendigste, hvorpå han atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
