Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
så ned i sin bok eller gav sig til å tænke på noget. Men når
han en enkelt gang blev ivrig glødet hans tale og hans blik op
og han viste mærkelige bundne kræfter. Denne mand var for-
resten student fra tolv år tilbake og lånte sine venner en og
anden krone når det gjaldt. Således var han. Han hadde bodd
hos Ihlens i fem måneder.
Damerne var stadig like flittige, sa han.
Å ja, man fik hænge i!
Hvad var nu det der, om han torde spørre?
Et tæppe. Var det ikke smukt! Det skulde til utstillingen.
Og når det var færdig skulde de få hver sit rimelige ønske
opfyldt, det hadde mama lovet dem. Charlotte vilde ha en kort,
ganske enkel sportskjole.
Og frøken Sofie?
En bankbok på ti kroner, svarte Sofie forsakende.
Så læste Høibro i sin bok igjen.
En blå sportskjole, gjentar Charlotte, og Høibro ser på hende.
Ja, hvad så?
Nei ingenting. Men hun skulde altså for en gangs skyld ha
en ny kjole på når hun ridde.
Høibro mumler noget om at det begyndte å bli meget av
sporten nu. Det var snart sagt ikke andre mennesker til end de
som kunde ride på noget.
Så? Ja det var i så fald tiden, utviklingen. Hvad var forresten
hr. Høibros ideal av en ung pike, vilde han si det? En dame
som gik, bare gik, trippet?
Nei det visste han ikke sån. Men han hadde engang været
huslærer i et hjem som han altid hadde husket siden. Det var
på landet, man hadde ikke lunkne bad og Karl Johansstøv og
beklædte mopser omkring sig, men de unge damer var hete og
fyrige, fulde av kræfter og fulde av hjærtelig latter fra morgen
til aften. Det vilde kanske ha knepet for dem hvis de var blit
eksamineret i lærde materier, han var temmelig sikker på at de
ikke kjendte jordens fem perioder efter monerernes otte slæg-
ter, men Gud bevare os hvor deres puls slog og deres øine strålte!
Ja hvor de var vankundige i kunstsport, de små! En aften for-
tæller morn dem at hun engang hadde hat en ring med sten
i som hun nu hadde mistet. Det var endda en blå sten, Gud
vet om den ikke var aldeles ægte, og ringen var en gave. Så
sier Bolette som var den ældste av døtrene, hun sier: Hvis du
hadde hat den ring nu, mor, så hadde vel jeg fåt den? Men
før morn kunde svare lægger Thora sig kjælent ind til hende
og sier at så hadde vel hun fåt den. Tænk, så begynder de to
søstre å trætte og surmule sig imellem og formelig bli morsomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
