Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
Da slog Høibro op en kort, tyst latter og gik ned trapperne.
For en bjørn! sa Bondesen rolig. Han svarer på en velvilje
med en gapskrat.
Litt efter ringte det på entrédøren. Ihlen gik selv ut for å
lukke op og han lot stuedøren stå åpen imens. Det var natur-
ligvis postbudet, et værs’go og tak.
Men det var ikke postbudet, det var redaktør Lynge.
Ihlen trådte forbauset tilbake; men Lynge smilte og sa at
han bare hadde et ganske kort ærend, en anmodning, han vilde
stikke indom idet han gik forbi.
Forvirret over den store ære roper Ihlen ind gjennem den
åpne dør:
Mor, det er hr. redaktør Lynge, vil du ikke ....
Fruen kommer straks og ber redaktøren hjærtelig om å gå
ind. Det var en fornøielse, en ære ....
Og Lynge later sig endelig bevæge.
Saken var at spekulationen med Ihlens navn hadde hat held
med sig. Ved siden av at folk likefrem studset over det nyop-
dagede geni og ved den nyhet at en radikal utnyttelse av vore
bærsorter kunde gjøre sin mand til kapitalist og berike landet
med to fete millioner, vakte Lynge atter opsigt ved den upar-
tiskhet og beredvillighet hvormed han hadde anerkjendt en
mand også fra modpartiets leir. Det var Lynge og Lynge igjen;
hvem anden hadde villet gjøre det? Han var og blev makeløs.
Man hadde forresten også fra tidligere tid beviser på denne
mands upartiskhet, som da han opdaget forfatteren Øien om
hvem han faktisk intet andet visste end at han var et geni, men
derfor gjærne kunde være den værste høiremand i verden, og
da han fornægtet sin egen Leporello da denne hadde været
på natlig æventyr. Jo Lynge var sig i sandhet pressens store
kald bevisst! Og han slet sig adskillige abonnenter til på denne
manøvre.
Nu hadde hans snarrådighet igjen sat ham på en ide, en
utmærket ide, og derfor var han kommet op til Ihlens uten
nogen slags omstændigheter. Han hadde rigtignok av den grund
måttet utebli fra det politiske møte i P.L. K. hvor odelstings-
præsidenten skulde tale; men man kunde ikke være alle steder.
Desuten hadde han trolig møtt op i Arbeidersamfundet under
det store møte dér, det måtte være en grænse for hvad man
kunde forlange av en enkelt mand.
Han vender sig til Ihlen og kommer straks til sit ærend:
det var noget han hadde glemt da hr. Ihlen sist besøkte ham
på hans kontor, han vilde høre om det var anledning til å få
offentliggjøre i Gazetten hr. Ihlens næste avhandling, den om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
