Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
siste time. Det var allerede blit som en drøm for hende og hun
stanset op midt i Slotsparken og tænkte efter om scenen nede
på redaktionskontoret virkelig var hændt. Hvad var det Lynge
hadde talt om? Om et møte om kvælden? Gjorde han ikke
noget kildrende grep over hendes bryst da han vilde reise hende
op? Tænk om det var en indbildning altsammen. Hun var ikke
længer sikker i sin sak, hun var træt og utpint efter en lang,
våken nat i gråt og fortvilelse, hun hadde virkelig ikke sovet
en time. Kanske når alt kom til alt hadde Lynge intet sagt til
hende, intet bedt hende om? Han hadde kanske bare villet be-
rolige hende da hun indbildte sig å føle hans armer om sig?
Gud give at det hele var løgn! Hun husket ialfald ikke længer
hvorledes hun var kommet ut av kontoret og ned på gaten.
Hun fandt ikke Bondesen hjemme.
Med tungt hjærte begir hun sig videre. Hun måtte vel træffe
Bondesen om kvælden, hun vilde heller ikke vente længer nu,
deres forhold måtte ordnes straks. Hendes tanker beskjæftiger
sig stadig med Lynge. Han hadde kanske slet ikke sagt noget
til hende, hun hadde bare bedraget sig selv; men kysset hende
hadde han, hun følte det endnu; ved Gud, han hadde gjort det!
Og idet hun gik hjemover spyttet hun flere ganger i gaten.
Da hun trådte ind i entreen ser hun til sin forundring Bonde-
sen som just med det samme kom stikkende ut fra Høibros
værelse. De ser et øieblik på hverandre, han taper for en liten
stund fatningen, derpå sier han hurtig:
Ja du var ikke hjemme, jeg har lett efter dig over hele huset,
jeg kikket just ind i Høibros værelse også.
Vilde du træffe mig? spurte hun.
Ikke netop. Jeg vilde si godmorgen. Jeg så dig ikke igår.
Hun hørte morn komme, hun fik hurtig Bondesen med sig
ut på gangen og trak entrédøren i igjen.
De gik sammen nedover gaten, de talte næsten ikke; hver
hadde sit å tænke på.
Da de kom ned på Bondesens værelse satte Charlotte sig
i sofaen og Bondesen ved siden av på en stol. Hun beholdt
tøiet på, for første gang på dette sted. Så begyndte hun å tale
om hvad som lå hende på hjærte; det var nødvendig at det blev
en forandring på dette, folk så det hele og foragtet hende.
Så det? Hvem så det?
Allesammen, Høibro, Lynge, Gud vet om ikke også Mimi
Arentzen hadde mærket noget, hun hadde målt hende så med
øinene igår.
Bondesen lo og sa at dette var noget snak.
Snak? Nei desværre og han skulde tro hende. Hun sa plud-
6 — Hamsun: II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
