Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
Du elsker mig vel ikke mere, Endre, sa hun ganske sagte.
Hertil svarte han ikke noget, han klappet hende på håret og sa:
Lat mig forklare mig litt ....
Men da slog hun hodet op og så på ham. Hendes øine var
tørre, hun hikstet endnu.
Er det virkelig sandt? Si mig det, elsker du mig ikke? Så
svar mig, svar mig!
Han fik indre kraft til å si hende mildt og sandt at han
elsket hende ikke så meget som før, ikke fuldt så meget; nei
han gjorde ikke det desværre. Han kunde ikke hjælpe for det,
hun skulde tro ham. Men han skattet hende høit.
Så blev det stille et par minutter, Charlotte gav nogen klynk
fra sig, hendes hode faldt forover, faldt ned på hendes bryst,
og hun rørte ikke en finger.
Det smærtet ham virkelig å se hende så bedrøvet for hans
skyld. Han fandt på å nedsætte sig selv for hende, sa at i
grunden kunde hun være glad til, han var hende ikke værd,
hun hadde intet, intet tapt. Men han fandt som ærlig mand
at han måtte si hende sandheten mens det endnu var tid.
Så fik hun gjøre som hun vilde med ham.
Atter blev en lang stilhet; Charlotte tok sig med hænderne
op til panden. Pausen varte så fortvilet længe at han grep sin
hat på bordet og begyndte å stryke den.
Så tok hun med et rykk hænderne fra ansigtet, så på ham
med et stivt, uhyggelig smil og sa:
Vil du gjærne at jeg skal gå nu?
Han studset og la sin hat tilbake på bordet. Herregud, kunde
man ikke ta tingen med litt mindre høitidelighet? Det skete jo
brudd i alle livets forhold?
Nei det haster ikke, svarte han en bitte liten smule skarpt
for ikke å miste noget av sin bestemthet.
Så reiste hun sig og gik til døren. Han ropte hende tilbake,
de måtte skilles som venner, hun måtte tilgi ham. Men hun
åpnet døren med det samme og trådte ut av den, uten å si
et ord, uten å kaste et blik på ham. Han hørte hendes skridt
på de knirkende trappetrin, længer og længer nede, i anden
etage, i første etage, tilsist stillet han sig bak gardinet ved
vinduet og så hende komme ut på gaten. Hendes hat sat skjævt
endnu siden hun hadde kastet sig næsegrus ned i sofaen. Så for-
svandt hun om hjørnet. Hvor hendes hat sat skjævt!
Bondesen åndet lettet ut. Nu var det over. For nogen kampe
han hadde hat den siste måned og for en mængde planer han
hadde tumlet med for å få dette ulykkelige forhold ordnet på
bedste måte! Nu var striden endt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
