Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En halv times tid sitter Bondesen ubevægelig på stolen og
tænker over det passerte. Han var oprigtig lei over å ha måttet
gi Charlotte dette tunge slag så å si like i ansigtet. Det hadde
passet ham bedre, været mere efter hans ønske bare å antyde
bruddet, å gå tilværks med finfølelse. Men hun hadde selv
spurt og han hadde måttet svare.
Det var ingen tvil om at man stod sig på som menneske
å være tro mot sig selv. Han kunde ikke bebreide sig andet
end at han i sin tid hadde fattet en overilet elskov til denne
unge pike. Dér var feilen, det var således det hele begyndte.
Men kunde nogen nægte hjærtet dets ret til å henfalde til
overilede påfund?
Bondesen husker endelig på at han endnu ikke har spist frokost. Idet han går ned gjennem Slotsparken overtænker han
stadig den sørgelige scene oppe på hans værelse. Husker alt så
klart, alt hvad hun hadde sagt og hvad han hadde svaret. Han
husker også at han traf Charlotte oppe i hendes entré, hun
hadde nær overrasket ham inde i Høibros værelse.
Nei for en fordægtig fyr denne Høibro var! Han arbeidet,
han la miner, hele hans bord lå fuldt av kladder og beskrevne
blader. Se se, han vilde optræde, vilde yppe sig med ingen
ringere end Lynge. Gud stå ham evig bi! Han vilde knuses,
males mellem Lynges fingrer ....
Hvadbehager, kysset hende? Lynge? Har man hørt en slik
motig satan! Hvem skulde nu tro det!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
