Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
spurte og fik svar, Irgens visste alt og fortalte endog små-
historier om de utstillende malere. Også heroppe støtte de to
på nysgjærrige mennesker som stak hoderne sammen og så
efter dem når de passerte; men Irgens så næsten ikke til høire
eller venstre, så likegyldig var det ham at han vakte opmærk-
somhet. Han hilste et par ganger.
Da de efter en times forløp belaget sig på å forlate lokalet
stak et gråskjægget, litt skaldet hode frem fra en krok bak
dem og fulgte dem med dype, brændende øine helt ut av
døren....
Nede på gaten sa Irgens:
Jeg vet ikke.... De må ikke gå hjem endda, vel?
Jo, svarte hun, det må jeg.
Han bad hende endnu et par ganger om å være ute en stund
endnu, men Aagot takket smilende og holdt fast på at hun
vilde hjem. Det var ingen råd med det, hun var ikke til å
bevæge, og han måtte la det bero. Men ikke sandt, de kunde
senere gjøre det op igjen? Det var både museer og gallerier
som hun ikke hadde set, han vilde føle sig lykkelig ved å få
være hendes veiviser. Og hertil smilte hun igjen og takket.
Jeg går og ser på Deres gang, sa han. Det er noget av det
fuldkomneste jeg har set.
Nu blev hun rød og så hurtig op på ham.
Det kan De ikke mene, sa hun tvilende. Jeg som har levet
inde i en skog alle mine dager.
De minder mig om den første fuglesang, den første varme
vårtone. De vet nok denne iling gjennem hjærtet når sneen
er borte og man ser solen og trækfuglene igjen. Men det er
ikke bare dette heller ved Dem, Gud hjælpe mig mangler jeg
ikke ordet, dikter som jeg nu skal være efter jammerlig leilighet.
Nei nu har jeg aldrig hørt maken! utbrøt hun og lo. Og alt
dette skal jeg likne?
De er kommet herind likesom fra blå fjælde. De er fuld av
smil, sa han. Derfor skulde betegnelsen minde litt om vildt
også, dufte litt av vildt. Nei jeg vet ikke forresten.
De var fremme. De stanset begge to og rakte hverandre
hånden.
Tusen tak, sa hun. De vil vel ikke se op? Men Ole er sikkert
hjemme?
Å nei.... Men hør, frøken, jeg vilde gjærne komme igjen
med det allerførste og slæpe Dem med til et eller andet.
Ja, svarte hun, det er meget elskværdig. Men jeg får nu
høre.... Ja tusen tak for følget.
Hun gik ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
