Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - I spiretid - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
og manden har sviket Deres tillit, man skulde ikke glemme
ham det. Nei man må ikke tilgi, aldrig, man skal hævne.
Tilgi? Det er råt, det vender op ned på al ret. Man skal
tilbakebetale en godhet med en endnu større godhet, men en
ondskap den skal man hævne. Blir man slåt på det ene kind og
tilgir det og vender også det andre til så taper godheten al
værdi .... Se, resultatet i tinget idag det er jo ikke uten sam-
menhæng med den tilstand vi er kommet i overhodet. Vi tilgir
og glemmer vore føreres utroskap og undskylder deres vakling
og deres bløthet overfor avgjørelser. Så skulde ungdommen
træde frem, det unge Norge, kraften og harmen. Men ungdom-
men den træder ikke frem nei, vi har flasket den op med hym-
ner og kvækerpræk om evig fred, vi har lært den å se op til
mildheten og eftergivenheten, å prise dem som har nådd den
høieste grad av god tandløshet. Så står jo ungdommen der,
strunk og voksen, seks fot høi, og patter av flaske og blir mild
og fet. Slår man den på det ene kind vender den tilgivende det
andre til, næverne i lommen, fred.
Coldevins tale vakte opmærksomhet, man tok ham likefrem i
øiesyn. Han sat som sædvanlig med rolig mine og sa sine ord
uten iver. Hans øine ulmet, det gik en dirren gjennem hans
hænder som han av keitethet la mot hverandre og bøiet fing-
rene bakover så de knaket. Men han hævet aldrig stemmen.
Forresten så han ikke godt ut, han brukte en løs krave og
denne løse krave og slipset hadde forskutt sig så at altsammen
sat på den ene siden. Man skimtet en blå bomuldsskjorte
indenfor, og dette la han ikke mærke til selv engang. Hans
gråsprængte skjæg hang ham nedover brystet.
Journalisten nikket og bemærket til sin sidemand:
Ikke så ilde! Han er jo næsten en av vore.
Lars Paulsberg sa spøkende og stadig velvillig:
Ja som sagt, jeg har nu ikke gjort andet end bandet den halve
dag, så jeg må da ha bidraget mit til ungdommens indignation.
Men advokat Grande som moret sig utmærket sat og var
ganske stolt av at han hadde fundet på å trække Coldevin
med sig. Han fortalte Milde endnu en gang hvorledes det hele
var gåt til: Jeg tænkte det var ikke for morsomt her oppe, og
så træffer jeg denne mand stående utenfor tivoliporten, han
stod aldeles alene, det rørte mig ....
Nu tok Milde ordet:
De taler om den tilstand vi er kommet i overhodet, mener
De dermed at vi på alle kanter er omgit av kraftløshet og
bløthet så tar De jo grovt feil ....
Så mener jeg ikke dét da.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
