Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Det modner - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
ham et øieblik før hun fik sagt noget. Så begyndte hendes
kinder å anløpes rødt, hun vilde reise sig og sa med det samme:
Ja men skal vi ikke gå?
Nei! svarte han. Nei, ikke gå! — Han holdt hende fast i
kjolen, slog armen om hendes liv og holdt hende tilbake. Hun
strittet imot, rød i ansigtet, leende forlegent ut i luften, mens
hun stadig arbeidet med å få væk hans arm.
Jeg mener De er gal, sa hun hele tiden, jeg mener De er gal.
Lat mig ialfald si Dem noget.
Ja hvad er det? sa hun, og hun lyttet virkelig, holdt hodet
bort, men lyttet.
Så begyndte han å tale, med hastige og usammenhængende
ord, hans hjærteklap skalv i hans stemme, han var fuld av
ømhet. Hun så jo dog han vilde ikke noget andet, bare fortælle
hende hvor usigelig glad han var i hende, hvor han var over-
vundet, aldeles overvundet, som aldrig nogensinde før. Hun
kunde tro ham, dette hadde ligget og grodd i hans hjærte
længe, allerede siden den første gang han så hende. Han hadde
stridt en strid for å holde det inden grænser, men en slik strid
hadde jo ikke meget på sig, det var sandt, det var altfor kjært
å gi efter, og man gav efter. Man stred med stadig slippende
tak. Nu var det kommet til enden, han hadde ikke mere å gi
efter, han var avvæbnet aldeles .... Nei jeg tror mit bryst går
istykker ....
Stadig med bortbøiet overkrop hadde hun nu vendt ansigtet
og sat og kikket på ham. Hendes hænder hadde ophørt å ar-
beide, de var blit hvilende på hans som endnu omsluttet hen-
des liv, hun kunde tydelig se på hans strupe hvor hans blod
slog. Så satte hun sig ret og han holdt fremdeles om hende, hun
syntes ikke å føle det mere, men grep sine hansker som lå ved
siden av hende og sa med bævende læber:
Ja, Irgens men dette skulde De allikevel ikke ha sagt. Nei
skulde De vel? For jeg har ingen råd med det.
Nei det skulde jeg vel ikke, jeg skulde ikke ha sagt det, men.
— Han stirret på hende, også hans læber dirret litt. — Frøken
Aagot, hvad vilde forresten De ha gjort når Deres kjærlighet
gjorde Dem til et barn, formelig ruinerte Deres fornuft og
forblindet Dem så at De ikke så mere? Jeg mener ....
Ja men si nu ikke mere! avbrøt hun. Jeg forstår Dem nok,
men .... Og forresten så kan jeg ikke høre på Dem heller.
— Hun møærket at han endnu hadde sin arm om hende og med
et rykk flyttet hun sig påny bort og reiste sig.
Hun var endnu så forvirret at hun ingenting foretok sig, men
blev stående der og se ned. Hun børstet ikke engang lynget av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
