Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Slutning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
Men Milde svarte igjen, for han visste at han hadde Paulsberg
i ryggen. Det blev et av de sædvanlige skjænderier, bare gro-
vere, mere likefrem end nogensinde. Nu var ikke fru Hanka
længer der til å dæmpe hidsigheten, det faldt korte og klare
ord som ingen kunde misforstå, ja Milde talte tilsist om Øiens
poesi som en ganske almindelig Baudelairesk hjærnebetændelse.
Herpå svarte ikke Øien noget, men han satte glasset hårdt i
bordet, betalte med en gang og gik. Han akslet sig hidsig under
den fine kappe da han skred bortimot døren. Hans to led-
sakere gjorde ham følge.
Han er aldeles uutholdelig den mand med sine prosadikte, sa
Milde for å undskylde sig. Jeg forstår ikke at han kan tale
om sin egne lapperier når for eksempel en mand som Pauls-
berg sitter like for næsen av ham. Nå, forresten skal jeg nok
få ham blid igjen. Hvis jeg bare klapper ham på akslen og
beklager at han ikke fik stipendiet så.
Men litt efter var Milde selv kommet til å tænke på fru
Hanka, han sa: Jeg savner fru Hanka her, hun er aldeles for-
svundet, ingen vet hendes adresse. Ja dere har vel hørt at hun
endelig er skilt fra manden? Hun har leiet et værelse, hun får
så meget for måneden av sin kræmmer.
Da ropte journalist Gregersen i et anfald av lystighet og
glæde:
De sitter og sparker mig på læggen, fru Paulsberg.
Nei De måtte skamme Dem ....
Jo virkelig sandt, De sparker mig på læggen, under bordet,
hehe. Men jeg er ikke principiel motstander av å bli sparket
på læggene av en smuk dame, hehe, aldeles ikke av de aller-
principielleste motstandere nei .... Og Gregersen storlo over
det han hadde sagt. Han kom ind på sin kjæphest igjen, snær-
periet, den last som for tiden stod i blomst herhjemme. Ja var
det ikke sandt? Kunde man røre sig, kunde man være men-
neske? Nei der slap du! Og Gregersen lo igjen og var godslig.
Men Paulsberg som hadde sittet taus i lang tid og som des-
uten indså sin uretfærdighet mot sin hjælpsomme ven journa-
listen ved å laste ham for Gazettens politik lo han også og var
rigtig tilfreds med at Gregersen kunde fornøie sig så vel. Pauls-
berg klinket med ham, han hadde jo også en tjeneste å be
ham om igjen, han vilde langtfra være uvenner med Greger-
sen. Efter en kort stund klinket han med ham påny og sa
rent ut:
Ja du forstod da vel for pokker at det ikke var dig jeg vilde
tillivs da jeg skjændte på Gazetten, dig personlig?
Og Gregersen som var blit fuld og snil forstod alt, han klap-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
