Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XV - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
Da vi kom iland gjorde jeg Edvarda en undskyldning.
Hvor jeg længes tilbake til min hytte, sa jeg. Dette har været
en pinefuld dag.
Har det været en pinefuld dag for Dem, hr. løitnant?
Jeg mener, sa jeg og bøiet av, jeg mener at jeg har gjort det
så ubehagelig både for mig selv og andre. Jeg kastet Deres sko
på vandet.
Ja det var et mærkelig indfald.
Tilgiv mig! sa jeg.
XVI
Hvor meget værre kunde det gå? Jeg bestemte mig til å
bevare min ro hvad som end skedde, Gud er mit vidne. Var
det mig som fra først av hadde trængt mig ind på hende? Nei
nei aldrig; jeg stod bare på hendes vei en ukedag da hun gik
forbi. For en sommer det var her nord! Allerede hadde olden-
borren ophørt å flyve og menneskene blev mig mere og mere
uforklarlige skjønt solen belyste dem nat og dag. Hvad så deres
blå øine efter og hvad tænkte de bak sine sælsomme pander?
Forresten var de mig allesammen likegyldige. Jeg tok mine
snører og fisket i to dager, i fire dager; men om nætterne lå
jeg med åpne øine i hytten ....
Jeg har ikke set Dem i fire dager, Edvarda?
Fire dager, det stemmer. Hør her, jeg har hat det travlt. Kom
og se.
Hun førte mig ind i storstuen. Der var bordene tat ut. Stolene
stillet langs væggene, enhver ting flyttet; lysekronen, kakkel-
ovnen og væggene var fantastisk dekoreret med lyng og sorte
tøier fra kramboden. Klaveret stod i et hjørne.
Dette var hendes forberedelse til «ballet».
Hvordan finder De det? spurte hun.
Forunderlig, svarte jeg.
Vi gik ut av stuen.
Jeg sa:
Men hør nu, Edvarda, har De ganske glemt mig?
Jeg forstår mig ikke på Dem, svarte hun forundret. Så De
ikke alt det jeg hadde gjort? Kunde jeg så komme til Dem?
Nei, sa jeg også, så kunde De kanske ikke komme til mig.
Jeg var forvåken og utmattet, min tale blev intetsigende og ube-
hersket, jeg hadde været ulykkelig den hele dag. — Nei så kunde
De jo ikke komme til mig. Hvad jeg vilde sagt: med et ord,
det er indtrådt en forandring, noget er kommet iveien. Ja. Men
jeg kan ikke læse på Deres ansigt hvad det er. Hvor Deres
pande er sælsom, Edvarda! Jeg ser det nu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
