Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368
Deres stok. Glem ikke Deres stok.
Og hun rækker mig for mine øine doktorens stok.
Jeg så på hende, hun holdt endnu stokken frem, hendes
hånd skalv. For å få en ende på det tok jeg stokken og stilte
den tilbake i kroken. Jeg sa:
Det er doktorens stok. Jeg kan ikke forstå at den halte mand
kunde glemme sin stok.
De med Deres halte mand! ropte hun bitter og hun trådte
endnu et skridt frem imot mig. De halter ikke, neivel; men
hvis De atpå kjøpet haltet så kunde De ikke stå Dem for ham,
nei det kunde De ikke, De kunde ikke stå Dem for ham. Så!
Jeg lette efter et svar, alt kom bort for mig, jeg tidde. Med
et dypt buk gik jeg baklængs ut av døren og ut på trappen.
Her stod jeg et øieblik og stirret ret frem, hvorpå jeg vandret
avsted.
Jaså han har glemt sin stok, tænkte jeg, og han vil komme
tilbake denne vei for å hente den. Han vil ikke la mig være
siste mand fra huset .... Jeg drev opover veien ganske lang-
somt, speidende frem og tilbake, i kanten av skogen stanset jeg.
Endelig efter en halv times venten kom doktoren gående imot
mig, han hadde set mig og gik hurtig. Endnu før han kunde
si noget løftet jeg på luen for å prøve ham. Han løftet også
på sin hat. Jeg gik like bort til ham og sa:
Jeg hilste ikke.
Han trådte et skridt tilbake og stirret på mig.
Hilste De ikke?
Nei, sa jeg.
Pause.
Ja det er mig også likegyldig hvad De gjorde, svarte han
bleknende. Jeg skulde hente min stok som jeg glæmte.
Hertil hadde jeg intet å si; men jeg hævnet mig på en anden
måte, jeg strakte børsen ut for ham som om han var en hund
og sa:
Hop over!
Og jeg plystret og lokket ham til å hoppe over.
En liten stund kjæmpet han en kamp med sig selv, hans an-
sigt antok de forunderligste uttryk mens han presset læberne
sammen og holdt øinene fæstet på jorden. Pludselig så han
skarpt på mig, et halvt smil oplyste hans træk og han sa:
Hvorfor gjør De egentlig alt dette?
Jeg svarte ikke; men hans ord virket på mig.
Han rakte mig med ett hånden og sa dæmpet:
Noget er galt med Dem. Hvis De vil si mig hvad det er så
kanske ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
