Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXXI - XXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
Hr. Mack hadde hvælvet en båt i støen under fjældet og
beordret hende å tjære den. Han bevogtet alle hendes skridt,
hun måtte lystre.
Men hvorfor netop i støen? Hvorfor ikke ved bryggen?
Hr. Mack hadde befalet det så ....
Eva, Eva, elskede, du er gjort til slave og du klager ikke.
Se nu smiler du igjen og livet bruser gjennem dit smil skjønt
du er slave.
Da jeg kom til min mine møtte der mig en overraskelse. Jeg
så at det hadde været folk ved stedet, jeg undersøkte sporene
i gruset og gjenkjendte avtrykkene av hr. Macks lange, spidse
sko. Hvad går han her og snuser efter? tænkte jeg og så mig
omkring. Ingen var synlig. Nogen mistanke vaktes ikke hos mig.
Og jeg satte mig til å banke på mit bor uten å ane hvad
galt jeg gjorde.
XX XII
Postskibet kom, det bragte mig min uniform, det skulde ta
baronen og alle hans kasser med skjæl og tangarter ombord.
Nu lastet det tønder med sild og tran ved bryggen, henimot
aften skulde det gå.
Jeg tar min børse og lægger en mængde krudt i begge dens
løp. Da jeg hadde gjort det nikket jeg ved mig selv. Jeg går
tilfjælds og fylder også min mine med krudt; jeg nikker atter.
Nu var alting forberedt. Jeg la mig til å vente.
Jeg ventet i timer. Jeg hørte hele tiden at dampskibet hivet
op og ned med gangspillet ved bryggen. Det begyndte alle-
rede å skumre. Endelig lyder pipen, lasten er indtat, skibet
går. Nu har jeg nogen minutter å vente. Månen var ikke oppe
og jeg stirret som en sindssyk gjennem den skumrende kvæld.
Da den første spids av baugen stak frem om holmen tændte
jeg min lunte og trak mig hurtig bort. Det går et minut. Plud-
selig lyder et knald, et sprøit av stenfliser står tilveirs, fjældet
ryster og klippen ruller drønende ned i avgrunden. Det gjen-
lyder fra fjældene omkring. Jeg griper min børse og avfyrer mit
ene løp; ekkoet svarer mange-mangedobbelt. Efter et øieblik
skyter jeg også mit andet løp av; luften skalv av min salut
og ekkoet kastet larmen ut 1 den vide verden; det var som
om alle fjælde hadde slåt sig sammen om å rope høit for det
bortdragende skib. Det forløper en kort stund, luften stilner,
ekkoet tier 1 alle fjælde og atter ligger jorden tyst. Skibet for-
svinder i skumringen.
Jeg skjælver endnu av en sælsom spænding, jeg tar mine bor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
