Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - Glahns død. Et papir fra 1861 - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
415
uvenner med mig så gjærne for mig. Jeg var begyndt å føle
uvilje mot ham tor hans letsindige adiærd og hans forfører-
væsen. lgåraltes var jeg kommet gående ganske rolig med
Maggie, tamulerinden som var min veninde, og vi var begge i
godt humør. Glahn sitter da utenfor hytten og hilser og smiler
til os idet vi går forbi; men Maggie så ham da for første gang
og spurte mig nysgjærrig ut om ham. Så meget indtryk hadde
han gjort på hende at da vi skiltes gik vi hver til vort, hun
fulgte mig ikke hjem.
Glahn vilde slå dette hen som om det ingen betydning hadde
da jeg talte til ham derom. Men jeg glemte det ikke. Det var
heller ikke til mig han lo og smilte da vi gik forbi hytten,
det var til Maggie.
Hvad er det hun går og tygger på? spurte han mig.
Det vet jeg ikke, svarte jeg; hun tygger, dertil har hun vel
fåt sine tænder.
Og det var heller ingen nyhet for mig at Maggie stadig
tygget på noget, det hadde jeg længe lagt mærke til. Men det
var ikke betel hun tygget på, for hendes tænder var aldeles
hvite, derimot hadde hun den vane å tygge på alle andre ting,
stikke dem i munden og tygge på dem som om det var noget
godt. Det kunde være hvadsomhelst, pengestykker, papirstum-
per, fuglefjær, men hun tygget på det. Men det var ialfald
ikke noget å nedsætte hende for når hun var landsbyens smuk-
keste pike trods det; men Glahn var misundelig på mig, det
var saken.
Kvælden efter blev jeg forresten igjen gode venner med
Maggie og vi så ikke noget til Glahn.
III
En ukes tid forløp nu, vi gik hver dag på jagt og skjøt
en mængde vildt. En morgning, just som vi trådte ind i skogen
grep Glahn mig i armen og hvisket: Stans! I det samme kaster
han riflen til kindet og brænder av. Det var en ung leopard
han skjøt. Jeg kunde også ha skutt da, men Glahn beholdt
den ære for sig selv og skjøt først. Hvor han nu vil bryste sig
igjen! tænkte jeg. Vi nærmet os det døde dyr, det var stendødt,
revet op i venstre side, og kuglen sat i ryggen.
Jeg holder ikke av å bli grepet i armen, derfor sa jeg:
Det skudd kunde også jeg ha gjort.
Glahn så på mig.
Jeg sier igjen:
De tror kanske ikke at jeg kunde ha gjort det?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
