Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Jon Tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
Nogen minutter gik, hele ti minutter gik. Jon pratet ustanse-
lig og jeg blev så søvnig av ham. Fire ganger satte han sig ned
ved siden av mig på gulvet og talte; men han hadde ingen ro
på sig og reiste sig igjen. Han sang også.
Vi hørte skridt i trappen, langsomme skridt. Jon smilte.
Hører du, han bærer tungt, sa han og rakte tungen fli-
rende ut.
Men Qvisling bar ikke tungt, han bar slet ingen ting. Buti-
kerne var lukket da han kom ut. Qvisling svor ærgerlig over
alle byens høkere.
Jon var den eneste som allikevel var fornøiet, det var ingen
tvil om at han glædet sig hemmelig og han spurte straks efter
pengene. Han skjældte hæftig på høkerne han også; men var
det noget å bebreide ham? Hadde ikke han villet opvarte os?
Ja han hadde endog tænkt på å løpe efter Qvisling med nok
en femkrone bare utelukkende til beværtning for os. For han
så ikke på skillingen ....
Lyset brændte ned, det var sent på kvælden. Jon begyndte
å gjæspe og vilde lægge sig. Qvisling sat stille, han tænkte på
noget, Qvisling hadde altid så mange utveier. Så fik vi vel
gå vi da, sa han til mig, gå hjem og lægge os, så glemte vi
kanske at det var jul. Og han vendte sig til Jon Tro og bydde
likefrem godnat. Vi skulde rigtignok ha holdt sammen vi tre
på en slik kvæld, men. Ja, for Jon torde vel ikke gå med han?
Torde han ikke?
Nei torde han gå ut i gaterne i stråhat?
Ja Troaguten torde.
Og Jon satte sin stråhat på og sjanglet foran os nedover
trapperne.
Da vi var kommet ned på gaten la Qvisling veien opover
kaféstrøket, Jons stråhat lyste som en glorie på hans vaklende
hode og han måtte holde på den nu og da for vinden. Qvis-
ling førte an til vi var kommet til katakomberne, her stan-
set han.
Nei dette går ikke, Jon Tro, sa han. Folk glor på dig, de
sier at du er en nar som går julebukk i stråhat. Det kan du
ikke finde dig i.
Jon rykket atter til.
Hvem sier at jeg er en nar? skrek han og var færdig til å
gå imot hvemsomhelst. Atter luet han op, han gik unødig nær
portlykten på katakomberne for at folk rigtig skulde se hans
stråhat, han tok den av ene og alene for å svinge med den,
satte den bak i nakken og sa at han svettet, at det var varmt,
og vilde i det hele tat se på den som torde glo på Troaguten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
