Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Damen fra Tivoli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Vi talte om endel likegyldige ting og vandret ganske sagte
bortover fortauget. Hun sa mig sit navn — et kjendt familje-
navn — og spurte om mit. Før jeg fik svare la hun sin hånd
på min arm og sa:
Å nei spar Dem; jeg kjender det.
Ja, sa jeg, min ven løitnanten er altid så tjenstvillig slik.
Tør jeg spørre: hvad har han da kaldt mig?
Men hendes tanke var allerede andet sted henne, hun pekte
ut mot Tivoli og sa: Se!
En mand ridde på velociped op og ned i luften i et hav
av brændende fakler. Det var manden på korketrækkeren.
Skal vi gå derhen? spurte jeg.
Lat os finde os en bænk, svarte damen.
Hun førte an, vi gik over Drammensveien og ind i parken
hvor hun valgte det mørkeste sted som var å finde. Så satte
Vi os.
Jeg forsøkte straks å få en samtale i gang; men det lyktes
ikke; hun stanset mig med en liten bønlig bevægelse: Om jeg
ikke ville være så snil å tie bom stille et øieblik? Så gjærne!
tænkte jeg og tidde. Jeg tidde en halv times tid i ett træk uten
avbrytelse. Damen sat ubevægelig; i mørket kunde jeg se det
hvite i hendes øine og at hun hele tiden skjelet bort på mig.
Tilslut blev jeg halvt rædd for dette borende, sindssyke blik,
jeg var like ved å reise mig, men jeg betvang mig og stak bare
hånden ind på brystet efter mit ur.
Klokken er ti, sa jeg.
Intet svar. Hendes øine hvilte stivt på mig. Pludselig sier
hun uten å gjøre en eneste bevægelse:
Kunde De ha mot til å grave op et barnelik?
Jeg blev for alvor uhyggelig tilmote. Det blev mig mere og
mere klart at jeg hadde å gjøre med et galt menneske; på
samme tid stred også min nysgjærrighet i mig og jeg vilde
ikke forlate hende. Jeg sa derfor og så på hende:
Et barnelik — ja hvorfor ikke? Jeg kan så godt hjælpe Dem
med det.
For det blev levende begravet, sier hun, og jeg må se det
igjen.
Ja naturligvis, svarte jeg, må vi grave Deres barn op igjen.
Jeg iagttok hende skarpt. Hun blev straks opmærksom.
Hvorfor sier De at det var mit barn? spurte hun. Det har
Jeg ikke sagt, jeg sier bare at jeg kjender morn. Nu skal jeg
fortælle Dem det hele.
Og dette menneske som ellers ikke kunde føre en eneste for-
nuftig sammenhængende samtale gav sig nu til å fortælle en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
