Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Damen fra Tivoli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2
lang historie om dette barn, en mærkelig historie som gjorde
det dypeste indtryk på mig. Hun fortalte umiddelbart og tro-
værdig, helt indtrængende; det var ingen huller i hendes frem-
stilling og ingen feil i hendes sprog; i ethvert fald faldt det
mig ikke længer ind at det var noget som manglet på hendes
forstand.
En ung dame — hun sa slet ikke at den dame var hende selv
— hadde for en tid tilbake lært å kjende en herre som hun
kom til å holde så meget av og som hun tilslut forlovet sig
med. De var meget sammen, åpenlyst på gaten og i smug i
krokene; de gik til hverandre på et visst klokkeslet, han til
hendes, hun til hans værelse, eller de møttes i mørket ved denne
selvsamme bænk vi nu sat på. Ja så gik det jo galt, naturlig-
vis, og en vakker dag blev det opdaget i hjemmet hvilken til-
stand piken var i. Så blev huslægen budsendt, — damen
nævnte hans navn, en av vore bekjendte praktiserende læger,
— og på hans råd blev så piken sendt til en av provinsbyerne.
Her blev hun indlagt hos stedets jordmor.
Tiden gik, barnet blev født, huslægen herfra Kristiania kom
mærkelig nok også tilstede ute i provinsen og den unge mor
lå endnu syk da man kom og mældte hende at hendes barn var
dødt. Dødfødt? Nei det levet i nogen dager.
Men nu var saken den at barnet slet ikke døde. Hele tiden
vilde man ikke la morn få se barnet; endelig på begravelses-
dagen bragte man det ind til hende i kisten. Og da var det ikke
dødt, jeg sier Dem, det var levende, det hadde blod i kinderne
og det bevæget et par ganger fingrene på venstre hånd. Under
morns jammer tok man imidlertid og begrov barnet. Huslægen
og jordmorn styrte det hele.
Tiden gik, morn kom sig atter på fote og reiste — endnu syk
— hjem til hovedstaden. Her fortalte hun åpent til et par ven-
inder om sit ærend til provinsbyen, og optat som hun var av
sit barn la hun heller ikke skjul på sin frygt for at det var
begravet levende. Og piken sørget og led, i hjemmet så man
ned på hende, endog hendes forlovede var blit borte, han var
ingen steder å finde.
En dag holder det en vogn utenfor hendes forældres hus;
hun skulde få en kjøretur. Hun sætter sig ind, avsted bærer
det og kusken kjører hende til — Gaustad. Huslægen optræder
igjen. Hvorfor bragte man hende til sindssykeanstalten? Var
hun virkelig blit gal? Eller var man rædd for at hun skulde
tale litt for høilydt om barnet?
Tiden gik; hun bruktes på Gaustad til å spille på pianoforte
for de gale. Imidlertid hadde man derute ikke fundet anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
