Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På bankerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
til å stivne: det var en mørk kvæld vi satte vore liner; vi så
en mand som gynget op og ned i luften, hele hans hode stod
i flammer, han pustet som en storm, vi hørte det begge to.
Kort efter strøk en damper forbi os; vi gav et skrik da den
blåste i fløiten; så forsvandt den ....
Men når vi ut på formiddagen hadde trukket vore liner
og la til «Kongo» med fuldlastede dory’er gjorde vor gode
fangst og tilfredsheten med å ha gjort det værste arbeide for
den dag os ofte dumme og ophidsede på en anden måte: det
hændte således mange ganger at vi følte en mærkelig unaturlig
glæde ved å mishandle fisken. De to russere var ganske syke
av lyst til å gjøre sig skyldige heri. De tok de store fiske efter
hodet, trykket fingrene ind i deres bløte øine og holdt dem i
veiret efter dem mens de lo geilt ved sig selv og så på dem.
En dag la jeg mærke til at den ene av russerne bet i en rå
fisk, satte tænderne dypt ind i den og holdt den der i to mi-
nutter mens han lukket øinene helt igjen. Disse fete fiskelik
virket også meget på os allesammen; vi kunde komme i be-
vægelse når vi åpnet deres glatte maver; vi skar dem levende
op langs hele buken, rotet unødig meget om i deres indvolde
med hænderne og plettet os mere til med blod end vi behøvet.
Franskmanden sa sig altid fri for disse dyriske lyster, men til
gjengjæld var han optændt av en vanvittig tilbøielighet for
skipperens hustru, og det kunde han ikke engang skjule. Han
sa det likeut til os allesammen. Jeg elsker hende, ja Gud hjælpe
mig hvor jeg elsker hende! sa han mange ganger om dagen. En
av negrene, ham som vi kaldte «doktoren» fordi han hadde
studeret litt medisin i sin første ungdom, var også hæftig for-
elsket i hende; jeg kunde ha slåt ham ihjæl på stedet bare av
skinsyke dengang han betrodde mig det. Heller ikke jeg var bedre.
Men hun selv gik mager og dorsk og skrækkelig skitten om-
kring og mærket ikke noget av det hele. Ikke et blik gav hun
os. Engang, en dag jeg hadde et ærend agterut hvor hun sat
på sin feltstol og stirret ret frem for sig, kom jeg til å snuble
i en haspe tjæregarn og var like ved å falde. Jeg blev med det
samme så altereret at jeg vendte mig om og gav mig til å be-
tragte denne haspe tjæregarn åndsfraværende og dum istedet-
for å gå videre, og jeg måtte ganske bestemt ha set latterlig
ut. Hvorfor lo hun da ikke? Og hvorfor så hun på mig hele
tiden når det ikke var for å le? Hun gad ingenting; det fortrak
sig ikke en mine i hendes ansigt. Hun rotner! sa van Tatzel i
sit gale sprog; ved Gud hun rotner meget!
Og allikevel vilde ingen av os ha været av med hende for alt
i verden ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
