Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På bankerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Når fisken var «tilgjort» og linerne atter var sat hadde vi
gjort arbeidet for den dag og vi døset bort en time eller to
med å spise og røke tobak. Og så gik vi tilkøis.
Nu kunde vi hvis vi ikke var altfor trætte tale en smule med
hverandre og endog fortælle en og anden historie, — altsam-
men i et grovt og ufuldkomment sprog, fuldt av eder og lider-
lige ord. Franskmanden kunde én ende om en mand som «ikke
kunde se på en kvinde uten å begjære hende», og denne ende
hadde han fortalt flere ganger, altid med samme store held.
Russerne var aldeles henrykt over den og lo ustanselig når den
blev fortalt. Deres glæde over den grove fortælling var oprigtig
som hos børn, den forvridde deres munde og fik dem til å
kaste sig ophidset frem og tilbake i køien. Nå — og så? spurte
de hele tiden, hvorledes gik det videre? Og dog visste de like
så godt som vi andre hvorledes det hele var gåt til.
Van Tatzel derimot var næsten aldrig så heldig når han for-
talte sin historie; vi gad sjelden høre på ham. Vi forstod ham
så dårlig, han kunde så lite engelsk og i hans mund blev des-
uten det lille han kunde helt bakvendt. Når han var ifærd
med å si noget og pludselig stod fast kunde han se omkring
på os allesammen med sit forgræmmede ansigt og ikke vite
hvorledes han skulde redde sig ut av det. Han var virkelig me-
get å beklage.
Van Tatzel var den ældste av hollænderne, en gammel gris,
noget døv, men forresten godmodig og hjælpsom. Han brukte
altid bomuldsdotter i ørene, sommer og vinter store bomulds-
dotter, gulnet av ælde og uhumskhet. Han var en ualmindelig
svær skikkelse som havet hadde gjort til et rent barn og som
slet ikke kunde tænke utenfor sin næsetip. Når han lå i køien
røkende sin stærke tobak og spyttende uvorrent hvorsomhelst
ned i dorken begyndte han altid sin fortælling således:
Det var engang en aften i Amsterdam, sier han, det var en
aften i Amsterdam. Jeg hadde just tat hyre og det var min
siste aften iland. Jeg husker ikke hvormange klokken var, men
det var meget sent på klokken, sier van Tatzel. Da jeg var
kommet ut av en Bier-Halle og skulde begi mig ombord bræt-
tet jeg først buksen op; jeg husker at jeg gjorde to bræt på
hvert bukseben; men forøvrig var jeg mere end fuld og jeg
faldt på knæ mens jeg gjorde det. Nu slaget jeg avsted og jeg
var just kommet ned i Leopoldgaten. Da indtraf noget ....
noget som indtraf med mig. For jeg var ikke fuldere end jeg
så hende; hun var like efter mig, midt i gaten, — dere må tro
mig eller ikke, men det var en dame.
Den gamle nar reiser sig op 1 køien og ser på os. En fin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
