Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
en spøkende og likegyldig tone, han smilte, så ut i luften.
Godt.
Jaså, De er forlovet og vil ikke engang si mig det. Jeg som
er Deres nabo derhjemme.
Hun betænkte sig.
Det var ikke netop det jeg vilde snakke med Dem om idag,
svarte hun.
Han blev med ett alvorlig og sa lavt:
Jaja jeg skjønner det nok allikevel.
Pause.
Han begyndte igjen:
Jeg visste naturligvis hele tiden at det ikke kunde nytte mig
+++. ja, at det ikke blev mig som .... Jeg var bare møllerens
søn, og De .... Naturligvis er det så. Og jeg forstår ikke en-
gang at jeg tør sitte her ved siden av Dem nu og antyde det.
For jeg skulde stå foran Dem, eller jeg skulde ligge dér borte,
på knæ. Det var det rette. Men det er likesom .... Og alle
disse år jeg har været borte har også gjort sit. Det er likesom
jeg tør mere nu. For jeg vet jo at jeg ikke er noget barn
længer og jeg vet også at De ikke kan kaste mig i fængsel
om De vilde det. Derfor tør jeg si dette. Men De må ikke bli
vond på mig for det; jeg vil heller tie.
Nei snak De. Si det De vil.
Kan jeg det? Det jeg vil? For da måtte heller ikke Deres
ring forby mig noget.
Nei, svarte hun lavt, den forbyr Dem ikke noget. Nei.
Hvad? Ja, men hvad er det da? Ja Gud velsigne Dem, Vic-
toria, tar jeg ikke feil? Han sprang op og lutet sig forover
for å se hende ind i ansigtet. Jeg mener, betyr ikke ringen
noget?
Sæt Dem igjen.
Han satte sig.
Å nei, De skulde vite hvor jeg har tænkt på Dem; Herre-
gud, var det nogensinde en anden liten tanke i mit hjærte! Av
alle jeg så og alle jeg visste om så var det ikke andre men-
nesker i verden end De. Jeg var ikke istand til å tænke ander-
ledes: Victoria er den skjønneste og herligste, og hende kjender
jeg! Frøken Victoria, tænkte jeg altid. Ikke for det, jeg forstod
så vel at ingen var Dem fjærnere end jeg; men jeg visste av
Dem — ja det var slet ikke så lite for mig — og at dér levet
De og kanske husket på mig iblandt. Naturligvis husket De
mig ikke; men jeg har sittet mangen kvæld på min stol og
tænkt at kanske De husket mig iblandt. Vet De, så åpnet like-
som himlen sig for mig, frøken Victoria, og så skrev jeg dikte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
