Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Ja jeg skal ringe på piken, svarte han.
Også fru Seier talte til ham, spurte om hans arbeide, om
stykket om Slægten; hvordan gik det? Hun ventet med længsel
det næste fra ham.
Johannes gav de nødvendige svar, hilste meget dypt og så
vognen kjøre. Hvor lite det hele vedkom ham, denne vogn,
disse mennesker, denne snak! En tom og kold stemning drog
ind i ham og fulgte ham på hele hjemveien. Ved hans port
gik en mand og drev frem og tilbake på gaten, en gammel
bekjendt, den forhenværende huslærer på Slottet.
Johannes hilste til ham.
Han var klædt i en lang, varm frak som var omhyggelig
børstet og han hadde en kjæk og bestemt mine.
De ser her Deres ven og kollega, sa han. Ræk mig Deres
hånd, unge mand. Gud har ført mine veier vidunderlig siden
sist, jeg er gift, jeg har et hjem, en liten have, en hustru. Det
sker endnu mirakler i livet. Har De noget å bemærke til min
siste ytring?
ohannes ser forundret på ham.
Altså vedtat. Jo ser De, jeg læste med hendes søn. Hun har
en søn, poden er fra første ægteskap; hun har naturligvis været
gift før, hun var enke. Jeg giftet mig altså med en enke. De
kan indvende at dette ikke var sunget ved min vugge; men jeg
giftet mig altså med en enke. Poden hadde hun fra før. Jeg
går nemlig der og ser på haven og på enken og lever en tid-
lang med intense tanker desangående. Pludselig har jeg det
og jeg sier til mig selv: vel nok, det er ikke sunget ved din
vugge, og så videre; men jeg gjør det allikevel, jeg slår til, for
det er rimeligvis skrevet i stjærnerne. Se, således gik det til.
Gratulerer! sa Johannes.
Stop! ikke et ord mere! Jeg vet hvad De vil si. Og hun
den første, vil De nemlig si, har De glemt Deres ungdoms evige
kjærlighet? Akkurat dette vil De si. Tør da jeg på min side
spørre Dem, høistærede, hvor min første, eneste og evige kjær-
lighet blev av? Tok hun ikke en kaptein i artilleriet? Forøvrig
gjør jeg Dem et lite spørsmål til: har De nogensinde, nogen-
sinde set at en mand har fåt den han skulde ha? Ikke jeg. Det
går et sagn om en mand som Gud bønhørte i så måte, han
fik sin første og eneste kjærlighet. Men det blev ikke til nogen
videre herlighet for ham. Hvorfor ikke? vil De atter spørre,
og se, jeg svarer Dem: Nei av den lille grund at hun døde
straks efter — straks efter, hører De, ha-ha-ha, øieblikkelig efter.
Således er det altid. Naturligvis får man ikke den kvinde man
skulde ha; men hænder det en eneste gang av pur forbandet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
