Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
ut foran sig. Toget begynder å gå, perseren står et siste øieblik
ret op og ned mot solen, — så samler han sine duker, stener
og sko sammen og stiger op på toget. Og det var ikke spor av
hast i hans bevægelser. Nogen av tilskuerne på platformen
munmlet et slags bravo til ham, men den urokkelige muhamed-
aner ænser intet ord fra de «vantro hunder», han går gravitetisk
ind i toget til sin plass.
Ved en station hvor vi står stille og indtar vand får jeg
endelig øie på togbetjenten som skulde ta stearinen av min
trøie. Han står ute på marken et par vogner borte fra mig.
Jeg hilser til ham og smiler for ikke å skræemme ham bort,
for jeg agter å fange ham, og da jeg er kommet helt bort til
ham smiler jeg litt drøiere endda og er godmodig. Han nikker
han også og smiler, og da han ser stearinen som en hvit vei
nedover min trøie slår han ut med begge hænder og sier noget,
hvorpå han stormer ind i sit kabinet i toget. Nu springer han
efter væskerne og de varme strykejærn, tænker jeg. Hvad han
sa forstod jeg ikke, men det var vel at han skulle være tilbake
om et øieblik, hr. greve! Og jeg ventet. Lokomotivet drak, pep
og begyndte å gå, — så kunde jeg ikke vente længer ...
Jeg har flere ganger møtt officeren fra igår, vor vordende
reisefælle over fjældene. Han kjender mig slet ikke mere, jeg
har støtt ham. Gudskelov. På en station hvor vi spiste tilaftens
sat han like ved min side. Han la sin tykke portemonnæ godt
frem i lyset. Det var vel ikke for å friste mig til å stjæle porte-
monnæen, men for å vise mig at det stod en krone i sølv på
den. Men Gud vet om kronen var av sølv og om han har ret
til å ha krone. Da jeg betalte sa han ikke et ord og grep ikke
ind; men en herre på min anden side gjør mig opmærksom på
at jeg har fåt forlite penger tilbake. Han retter feilen til op-
varteren og jeg får mine penger øieblikkelig. Jeg reiser mig og
bukker taknemmelig for herren.
Vi har besluttet ikke å ha officeren til reisefølge, men å und-
gå ham i Vladikaukas.
Klokken ni om aftenen er det aldeles kulmørkt. Det skinnet
lys i landsbyerne ute på steppen, ellers ser vi intet. Nu og da
passerer vi bare et eneste lite lys, det er fra en enlig stråtækt
hytte hvor vel forfærdelig fattige mennesker bor.
Aftenen er mild og mørk, lummer og mørk. Jeg står i gangen
ved et åpent vindu og holder dertil døren ut til platformen på
klem, men det er allikevel så varmt at jeg må ha lommetørklæ-
det i hånden og tørke mig hele tiden. Det lyder sang fra de
armeniske jøder længer ind i vognen, det er en rigtig fet gam-
mel jøde og den fete gilding som synger et slags vekselsang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
