Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
Vi møter petroleums- og naftatog fra Baku. Og lukten av
disse oljevogner forpester atpå kjøpet den hete luft.
Pjatjgorsk ligger ute tilvenstre; vi stanser ved en liten station
og sætter kurgjæster av. Gudskelov, her forlater også den jødiske
otficer toget; han kjender mig absolut ikke mere; vi skal rigtig
se å komme væk fra Vladikaukas før han vinder efter dit!
Pjatjgorsk, de fem fjælde, har kursteder, bad. Fjældene står
hver for sig med sine tinder. Der er varme kilder, indtil firti
grader varme, og der er kilder så svovlholdige at lægger man
en vindrueklase i dette vand i nogen timer krystalliseres svov-
let på den og danner stive grener og druer av svovl. Man falbyr
disse rariteter på stationerne.
Vi ser snefjældene lang borte, de går næsten i ett med de
hvite skyer på himlen. Det er som et æventyr å se disse vældige
fjældmasser stige op fra steppen og ligge der og skinne i solen.
Klokken syv ut på aftenen er heten avtat, Kaukasusfjældene
ligger tilvenstre hele tiden, vi kommer dem nærmere og det blir
svalere og svalere. Vi begynder å lukke dører i toget. Om et par
timer til blir det koldt og vi lukker endog vinduerne. Da er det
at stearinflækken på min trøie kommer igjen. Kulden gjør den
atter synlig. Min fagmand var altså allikevel en fusker, en øien-
forblænder.
Solen er forlængst dukket under synsranden, fjældene er blit
hvitlig grønne, de ser ut i sin fjærnhet og i sin vælde som en
verden tor sig selv. Det er tinder og sadler og tårn og minareter,
alt sne. Og vi fremmede kan forstå hvad Pusjkin, Lermontov og
Tolstoj har skrevet om det første syn av denne mystiske her-
lighet.
Det mørkner hastig. Vi nærmer os stationen Beslan hvor in-
geniørens skal ta et andet tog og reise direkte til Baku. Fra
nu av skal vi fortsætte alene. Månen er oppe, den er bare halv,
men en mængde stjærner er også tændte. Fjældmasserne ruger
hele tiden ved vor side. Efter et par timer skyer det over, månen
og stjærnerne blir borte og kulmørket indtræder. Vi ser midt i
dette mørke to svære bål ute på steppen, det er kalkbrænderier
under åpen himmel. Gnisterne spruter nu og da høit tilveirs,
skikkelser bevæger sig ved ilden, hunder gjør.
Ved stationen er det temmelig mørkt, en lykt hist og her gir
bare et sparsomt lys og vi kan knapt se å by vort reisefølge
farvel. Endnu længe efter at toget til Petrovsk og Derbent er
reist avsted med ingeniørens vandrer vi omkring på Beslan sta-
tion i mørket. Hvad står vi her for? Ja den som visste det! Men
hvem kunde vi spørre? Og hvem kunde svare? I over to timer
går vi på stationen og blir mere og mere vant til mørket og ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
