Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I æventyrland (1903) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
døren og kan ikke begripe hvad det er for nordmænd jeg har
fåt fat på. Snart begynder de å le høit og udannet derinde og
denne latter får mine tilhørere til å studse, hvorpå den ene efter
den andre blir taus og går sin vei.
Ved en liten stanitsa hvor vi stopper tærskes korn på den
lerstampede steppe. En mængde hvetebånd lægges vidt utover
jorden. Så kjører man med hester og okser omkring på hvete-
båndene indtil aksene er trådt istykker. Dette er tærskingen.
Det forundrer mig ikke længer at det er sand og småsten i det
russiske korn. Jeg husket fra min barndom i Nordland at Fin-
marksfiskerne hadde med sig arkangelske kornvarer hjem og
at min fars lille kværn slet hårdt med disse varer. Ja det hændte
endog at jeg så gnister fra kværnen når den malte russisk brød-
korn. Og det forekom mig mærkelig. Jeg hadde ikke set alle
slags tærskemetoder da. Men nu har jeg set dem. Like til me-
toden på hveteprærierne i Amerika hvor vi drev det vældige
tærskespil med damp og hvor agner og jord og strå røk som
skyer utover prærien. Men den morsomste metode var denne
vi så her, hvor unge kosakpiker tærsket med stuter. De holdt en
lang svøpe op med begge hænder og ropte opmuntrende til
dyrene. Og når de smældte med svøpen beskrev den en skjøn
figur i luften. Og selv var jo kosakpikerne heller ikke tykke og
fete og rigtig påklædte, nei tværtimot.
Sletten bølger mere nu, den er ikke længer så jævn, langt,
langt ute tilvenstre øiner vi endog en sammenhængende åsryg
mot himlen, det er begyndelsen av Kaukasusfjældene. Her i
egnen er det meget frugtbart, byerne på sletten blir hyppigere
og opover åsryggen ligger landsbyer. Her er store vinfelter og
frugthaver men fremdeles ingen skog; bare omkring byerne er
små skogklynger av akacier. Heten tiltar; vi er inde i kupéen
efter tur og klær os i det tyndeste undertøi vi har.
Telegrafstolperne som hele tiden har fulgt os har stundom
flere, stundom færre tråder; her er de nitrådete.
Heten blir værre og værre, og denne store hete forundrer mig
noget, jeg har da været langt længer syd i verden før. Vistnok
er vi langt øst, men vi befinder os på Serbiens, Norditaliens og
Sydfrankrikes breddegrad. Og heller ikke er det så stille at det
er lummert, vi har alle vinduer og dører åpne på begge sider
av vognen, her blåser en storm så vi må holde på vore hatter.
Men vinden er het, vi kan neppe puste i den. Vi ser ut som
mørke pioner i ansigtet og damerne vables op og får morsomme
store næser til spot og spe for alle. De har naturligvis vasket sig
imorges damerne. Men den slags forfængelighet hævner sig på
en lang Jærnbanereise, man skal bare tørke sig litt med en tør klut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
