Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Solens søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOLENS SØN
Inat var sneen kommet. Det lå en tyk hvit kåpe over jorden.
Han var våknet med den glade erindring at han hadde fåt
et brev igår, et overraskende og frelsende budskap, han følte
sig ung og lykkelig og han begyndte å synge litt. Så var det
at han gik til vinduet, slap gardinet op og så sneen. Hans
sang forstummet med ett, en trøstesløs følelse drog ind i hans
sjæl og hans stakkars skrå aksler skalv.
Med vinteren fulgte altid en ond tid for ham, en lidelse som
var som ingen anden og som ingen anden forstod. Bare synet
av sne ropte død, ropte tilintetgjørelse ind i hans ører. De
lange aftener kom med sit mørke og sin dumme og meningsløse
taushet, han kunde ikke arbeid i sit atelier, hans sjæl gik i hi og
forblev stum. En sommer hadde han bodd i en liten by, i en
lys og stor stue hvor de nederste vindusruter var hvittet. Denne
overstrykning av kalk på ruterne mindte ham om is og han
kunde ikke overvinde sin lidelse ved synet av den. Han vilde
tvinge sig, han opholdt sig i stuen i flere måneder og sa daglig
til sig selv at også isen hadde sin skjønhet for mange, at vinter
og sommer begge var ytringer av den samme evige ide og hørte
Gud til, — intet hjalp, sit arbeide kunde han ikke røre og den
daglige pine avmagret ham. — Senere i livet kom han til å bo
i Paris. Når byen hadde sine glade fester gik han gjærne ut på
boulevarderne og iagttok spillet. Det kunde være midt i den
milde sommer, kvælden var lummer og det stod løv- og blom-
sterduft ind over byen fra de store parker; gaterne skinnet i det
elektriske lys, leende og jublende mennesker bølget frem og
tilbake, ropte, sang, kastet konfetti, alt var idel glæde. Han
kunde gå ut med det ærligste forsæt å blande sig i mængden og
juble med; — men allerede efter en halv times tid hadde han
tat en droske og vendt hjem igjen. Hvorfor? En erindring
hadde talt til ham fra det fjærne: i det elektriske lys drev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
