Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Kratskog (1903)
- Solens søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
vender åpent sit rødkindede ansigt opad og klager over at sno-
ren i hendes kjælke er gåt itu. Han går straks ned og knytter
snoren sammen igjen og han har ingen hat på, ingen tykke
klær. Fryser du ikke? spør barnet. Han frøs ikke, hans hænder
var varme, kun frembragte den isende luft en stikkende smærte
i hans strupe. Men han frøs aldrig.
Han lægger mærke til at den store gamle bjørk foran ind-
gangsdøren har skiftet utseende — dens stamme er sprukket.
Det har kulden gjort! tænkte han med bævende sjæl ....
Om natten slog veiret om. Han sat oppe 1 sengen og ventet
på det milde veir skjønt han visste at vinteren vilde begynde
igjen og vare i lang tid endnu. Det var dog som et håp som
tændtes i ham.
*
Kulden forminskedes stadig, det begyndte tilslut å dryppe av
takene og ute i himmelrummet suste det som av vældige sjøer.
Han gik om med større og større håp i hjærtet, dette sus i
luften gjennemstrømmet ham som musik — det kunde være
våren som rørte sine guldtrommer.
En nat hørte han en smældende lyd på sit vindu, han reiste
sig op og lyttet, det var regnet! Det rislet en forunderlig glæde
gjennem ham, han kastet klærne på sig, ilte ind i sit atelier og
tændte alle sine lamper. Hans hjemve til sommeren slog ut i
lys lue, alle hans bundne kræfter løstes og han kastet sig 1
samme nat over sit arbeide. Syner og røster fra varme egne
suømmet imot ham langt borte fra og fyldte ham, der var et
landskap som lå med en sælsom og deilig visions klarhet for
hans øine, en æventyrdal, og midt i dalen stod mennesket, den
unge herlighet som netop er sprunget ut og nu for første gang
kaster sit blik utover verden.
En gud, en seirherre stående midt i livets morgen. Vegeta-
tionen er yppig og blandet omkring ham, der er palmer og tro-
piske vækster, slyngplanter med store røde blader som likner
kjøt og synes å ånde, indigotrær, felter av rug, av mais, av vin.
I bunden av dalen går dyr; mennesket har dem i sin nærhet
og hører dem æte; oppe på en klippe sitter en klynge store
fugler og pludrer, deres fjær er stive som sværd og deres øine
er som grønne bluss. Længst ute er den siste egn av palmer
som fortaper sig i det fjærne.
Over dette landskap dukker just den første fine rand av
morgensolen op av rummet og belyser mennesket fra top til
or...
2 — Hamsun: IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 19:55:41 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-4/0021.html
