Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Kratskog (1903)
- Solens søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
hans gut han skulde så i jorden og høste. Intet var som å så
og høste i muld. Han skulde også spares for nogensinde å be-
træde fremmed jord. Hvor lette man ikke forgjæves efter et
trivested, et hjem i det fremmede land. Man forstod heller ikke
alle de ord som taltes og man forstod ikke blikkene, ikke
smilene. Himlen var en anden, stjærnerne stod i omvendt ret-
ning og var ikke til å kjende igjen. Så man på blomsterne
hadde disse en fremmed nuance, fuglene var heller ikke de
samme mangen gang. Og det var ikke det samme flag på
stangen.
Han selv følte instinktmæssig at han var revet løs fra sin
natursammenhæng; han hadde kanske engang i en fjærn fortid
tilhørt en fremmed og varm verden langt borte.
*
+32” Cebsus.
Han mærker med forfærdelse at kulden øker og at alt le-
vende på marken dør. Hans vindu vender til skogen og den
brede vei hvor mennesker færdes til og fra byen. Intet blad
dirrer mere, barnålene er som syler og det er rim over alle
trær. En herlig dag for sportsmob. En stakkars meise har endnu
kræfter til å røre vingerne, der den har fløiet ses i luften en tynd
stripe av damp. Naturen har intet åndedræt, det er aldeles stille
og koldt, ingen-vind rører luften, alt er stivt og hvitt som talg.
Det klinger bjælder nede på veien, en slæde drager forbi, i
slæden sitter en herre og en dame. Over hesten og de to men-
nesker i slæden hviler hele tiden en sky som uavbrutt fornyes.
Denne herre og denne dame har vel aldrig i sit liv set en vin-
drue vokse, kanske har de heller aldrig smakt en. I deres miner
øines ingen utilfredshet med veiret, de kjører avsted i sit lille
ærend til byen og de roper nu og da til hesten når de synes
at den bærer sig for langsomt ad i den vidunderlige talg. Et
menneske fra solens egne vil le sig ihjæl av dette optog. Da-
mens og herrens øine ser ganske åpent og uten forundring på
denne forfærdelige kolde gåte som omgir dem på alle kanter,
de skjænker den ikke en tanke fordi de selv er sneens børn og
er vokset op i sne. De ser ut som sittende sælhunder. Mandens
skjæg er vanskapt av is ....
Den stakkars kuldskjære maler ser sin lille datter leke på
gården utenfor vinduerne. Hun er klædt i tykke uldklær fra
top til tå, bare under de tykke gjeiteragstrømper ligger en
såle av lær. Hendes skridt knirker pinefuldt i sneen når hun
trækker kjælken. Hans aksler begynder å skjælve og han lukker
øinene som om han er utmattet, hans sælsomme lidelse driver
kold sved frem på hans pande. Barnet roper op til ham, hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 19:55:41 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-4/0020.html
