Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Oplevede småting - III. Et spøkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
ellers er alt stille. Det var ingen dør i kirkegårdsporten, bare
en bue å gå igjennem; jeg stiller mig angst på den ene siden
av denne bue og stikker hodet forsigtig frem i åpningen for
å se om jeg torde gå videre.
Da synker jeg med en gang plat i knæ.
Et stykke indenfor porten, inde mellem gravene, stod min
mand med sydvesten igjen. Han hadde atter det hvite ansigt
og han vendte det mot mig, men samtidig pekte han frem, vi-
dere frem opover kirkegården.
Jeg tok dette for en befaling; men jeg torde ikke gå. Jeg lå
der meget længe og så på manden, jeg bad til ham, og han
stod urørlig og taus.
Da hændte noget som gav mig litt mot igjen: jeg hørte en av
gårdsgutterne gå og pusle med noget og plystre nede ved
staldbygningen. Dette tegn på liv omkring mig gjorde at jeg
reiste mig op. Manden begyndte å fjærne sig så småt, han gik
ikke, men glidde bortover gravene, stadig pekende fremover.
Jeg trådte indenfor porten, manden lokket mig videre. Jeg gik
nogen få skridt og stanset; jeg kunde ikke mere. Jeg tok med
skjælvende hånd den hvite tand ut av lommetørklædet og kastet
den av al magt indover kirkegården. I dette øieblik svinget
jærnfløien rundt på kirketårnet og dens skjærende skrik jog
mig gjennem marv og ben. Jeg for ut av porten, nedover bak-
ken og hjem. Da jeg kom ind i kjøkkenet sa man at mit ansigt
var hvitt som sne ....
Det er nu gåt mange år siden, men jeg husker alt. Jeg ser
mig endnu ligge på knæ ved kirkegårdsporten og jeg ser den
rødskjæggete mand.
Hans alder kan jeg ikke angi engang nogenlunde. Han kunde
være tyve år, han kunde også være firti. Da det ikke skulde
bli siste gang jeg så ham kom jeg også senere til å tænke over
dette spørsmål; men jeg vet endnu ikke hvad jeg skal si om
hans alder ....
Mangen kvæld og mangen nat kom manden igjen. Han viste
sig, lo med sit store gap som manglet en tand og forsvandt.
Det var kommet sne, jeg kunde ikke længer gå op på kirke-
gården og putte tanden i jorden. Og manden vedblev å komme,
men med længere og længere mellemrum, hele vinteren. Min
hårreisende angst for ham tok av; men han gjorde mine dager
såre ulykkelige, ja ulykkelige til overmål. I de dager var det
mig mangen gang en liten god glæde å tænke på at jeg kunde
ende min pine ved å kaste mig i Glimma ved flod sjø.
Så kom våren og manden forsvandt aldeles.
Aldeles? Nei ikke aldeles, men for hele sommeren. Den næste
4 — Hamsun: IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
