Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Oplevede småting - III. Et spøkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
vinter møtte han atter op. Bare en gang møtte han op, så
blev han borte i lang tid. Tre år efter mit første møte med
ham reiste jeg bort fra Nordland og var fraværende i et år. Da
jeg igjen kom tilbake var jeg konfirmeret og som jeg selv syntes
en stor og voksen person. Jeg kom da ikke længer til å bo
hos min onkel på præstegården, men hjemme hos far og mor.
En aften om høsten da jeg netop hadde lagt mig for å sove
la en kold hånd sig på min pande. Jeg slog øinene op og
fandt manden foran mig. Han sat på min seng og så på mig.
Jeg lå ikke alene i værelset, men sammen med to av mine søs-
kende: jeg varslet dog ingen av dem. Da jeg følte det kolde
tryk på min pande, slog jeg op med hånden og sa:
Nei gå væk! — Mine søskende spurte da fra sine senger
hvem jeg talte til.
Da manden hadde sittet en stund stille begyndte han å rugge
frem og tilbake med overkroppen. Under dette tiltok han i
høide, tilsist svaiet han næsten opunder taket, og da han ikke
syntes å kunne komme stort længer reiste han sig, gik med lyd-
løse skridt bort fra min seng over hele gulvet og bort til kak-
kelovnen hvor han forsvandt. Jeg fulgte ham hele tiden med
øinene ....
Han hadde aldrig været mig så nær som da; jeg så ham like
ind i ansigtet. Hans blik var tomt og slukt, han så mot mig,
men likesom forbi mig, tværs igjennem mig, langt ut til en
anden verden. Jeg la mærke til at han hadde grå øine. Han
bevæget ikke sit ansigt og han lo ikke. Da jeg skjøv hans hånd
bort fra min pande og sa: Nei gå væk! tok han sin hånd
langsomt til sig. Under alle de minutter han sat på min seng
blinket han ikke med øinene ....
Nogen måneder senere da det var blit vinter og jeg atter var
reist hjemmefra var jeg en tid hos en handelsmand W. hos
hvem jeg hjalp til i butiken og kontoret. Her skulde jeg møte
min mand for siste gang:
Jeg går en aften op på mit værelse, tænder lampen og klær
mig av. Jeg vil som sædvanlig sætte mine sko ut til piken, jeg
tar også skoene i hånden og åpner døren.
Da står han på gangen, tæt foran mig, den rødskjæggete mand.
Jeg vet at det er folk i sideværelset, så jeg er ikke rædd.
Jeg mumler høit: — Er du nu der igjen! — Kort efter åpnet
manden igjen sin store mund og begyndte å le. Dette gjorde
ikke længer noget forfærdende indtryk på mig; men denne gang
blev jeg mere opmærksom: den manglende tand var kommet —
tilstede.
Den var kanske stukket ned i jorden av nogen. Eller den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
