Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
Ja. Vent litt så skal De høre hvor flink jeg er. x
Og Rolandsen gik ind efter gitaren.
Fruen biet. Hun hadde vel ikke så meget derimot siden hun
biet.
Rolandsen sang for hende om sin hjærtenskjær og sin fuldtro
ven og viserne var ikke noget videre, men hans røst var stor
og vakker. Rolandsen hadde sin mening med å fastholde fruen
midt på veien; det kunde jo være at nogen vilde komme spase-
rende på denne tid. Det hadde jo hændt før. Og hvis fruen
hadde hat knap tid vilde hun nu ha været ilde stedt, de be-
gyndte å tale sammen igjen og en lang stund gik. Han talte
anderledes end hendes mand præsten, det lydde likesom fra et
helt andet strøk av verden, og når han tumlet med sine herlig-
ste fraser rundedes hendes øine som på en lyttende pike.
Jaja, Gud være med Dem! sa hun da hun gik.
Det er han nok også, svarte han.
Hun studset. Er De viss på det? Hvorledes?
Han har jo grund til det. Vistnok er han Gud over al skap-
ningen; men det kan da ikke være noget videre å være Gud
over dyrene og over bergene. Det er virkelig vi mennesker som
gjør ham til det han er. Hvorfor skulde han så ikke være
med os?
Og efter å ha fåt til denne prægtige tale så Rolandsen ganske
tilfreds ut. Præstefruen grundet over ham da hun gik. Hoho,
det var ikke for intet at den lille knap han bar på akslerne
hadde gjort en stor opfindelse.
Men nu var cognac’en kommet. Rolandsen hadde selv båret
ankeret op fra naustene; han gjorde ingen omvei med sin byrde,
men bar den under sin svære arm midt på lyse dagen. Så motig
var hans hjærte. Og nu kom en tid da Rolandsen trøstet sig
for alle sine motganger. Og det var nætter da han optrådte og
var regent på alle veier, han ryddet dem og gjorde dem ufar-
bare for fremmede notfolk som gik i sit lovlige ærend efter
piker.
En søndag møtte et notlag op i kirken, alle mand passelig
fulde. Efter gudstjenesten drev de på veien og for ikke ombord
igjen, de hadde brændevin med og drak sig mere og mere
muntre og fortrædiget de passerende. Præsten hadde været oppe
i veien og talt til dem, men hadde ikke utrettet noget; senere
var lensmanden kommet og han hadde luen med guldrand på.
Nogen av folkene hadde da begit sig ombord, men tre mand
hvoriblandt store Ulrik hadde ikke villet vike. Det skulde spør-
res at de var iland, ropte de, pikerne var deres. De hadde Ulrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
