Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
på begge sider. Men lensmanden kunde se at sinnet og tilfreds-
heten blomstret mere og mere i telegrafisten, han smilte mens
han pratet.
Der knipset Ulrik ham under næsen og nu blev Rolandsen
henrykt tilgagns, han hugget næven ut og fik fat i gastens trøie.
Men det var et feilgrep, trøien holdt ikke, og det var dog ikke
noget videre å spjærre en dyffels trøie. Han gjorde et par hop
efter og han fliret og viste tænder av velbehag. Så blev det til
noget.
Da Ulrik hadde prøvet med en skalle var Rolandsen kjendt
på sin motstanders specialitet. Men Rolandsen var herre og
mester i en anden: det lange og seige slag med flat tværhånd
mot kjævebenet; slaget skal træffe på siden av haken. Det går
gjennem hodet en uhyre rystelse av dette slag, alt blir til en
hvirvel i en og man styrter til jorden. Det går intet istykker
av det og det kommer ikke blod uten litt om næsen og munden.
Man blir på stedet en stund.
Pludselig rammedes store Ulrik og tumlet langt bort, helt
utenfor veibredden. Hans ben kom i kors, de faldt sammen
under ham som om de døde, hvirvlen hadde bemægtiget sig
ham. Og Rolandsen kunde slagsbrorsproget godt nok, han sa:
Nu den næste! han syntes å føle sig aldeles glad og han kjendte
ikke at hans skjorte var revet op i halsen.
Men den næste var Ulriks to fæller som nu var stille og for-
undrede og ikke holdt sig for brystet av latter.
Dere er jo barn, skrek Rolandsen til dem. Jeg kunde bare
krølle dere litt.
Lensmanden fik de to gaster talt til fornuft, de skulde plukke
sin kamerat op og hjælpe ham ombord på hellige flæk. Jeg må
takke Dem, sa han til Rolandsen.
Men da Rolandsen så de tre gaster fjærne sig nedover veien
var dette så langtfra efter hans sind at han ropte efter dem til
det siste: Kom igjen imorgen kvæld. Kast ind en rute på sta-
tionen så forstår jeg. Tvi, dere er bare barn!
Som sædvanlig gjorde han formeget av det, han pratet og
skrytte videre. Men tilskuerne begav sig bort. Pludselig kom-
mer en dame bort til Rolandsen og ser med blanke øine på
ham og rækker*ham hånden. Det er præstefruen. Hun har
overværet begivenheterne hun også.
Det var rigtig storartet, sa hun. Han vil huske det.
Hun så at hans skjorte var åpen. Solen hadde brændt en
brun ring om hans hals og nedenfor den var han naken og
hvit.
Han trækker sin skjorte sammen og hilser. Det er ham ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
