Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Udi søden sommer. En bitte liten roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Og de fik begge blanke øine av gjensidig tillit.
De forhandlet om saken og gjættet på at løven Oxenstand å
måtte være gjærningsmanden. Etatsråden blev sat til fremdeles
å holde øie med den forlokkende frues vinduer.
Det er nu allikevel harmelig, sa etatsråden, at denne Oxen-
stand skal få indpas der. Det er dog virkelig vi, De og jeg,
som har været hendes rette venner.
g
å
E
3
å
i
Er det Oxenstand så skal jeg tale med værtinden, sa gene-
ralkonsulen. Han skal ut av huset. Jeg tåler det ikke.
Etatsråden svarte:
Jeg tåler det heller ikke. Jeg sov ikke det spor i nat ...
Angjældende Oxenstand gav også grund til megen mistanke.
Han blev mere og mere optat av fru Anderson og henvendte —
sig til hende i alles påhør med søte ord. Og hans forrige kjær-
lighet, skjønheten, gled mere og mere i skygge for ham.
Han trak Otto Mengel, grosserer, utenfor hørevidde og be-
gyndte å tale med ham om penger, flere penger, et nyt lån.
Nei, sa ågerkarlen, det løper formeget op. De har visst van-
skeligheter nok med det De har fåt.
Aldeles ikke. Der tar De feil. Desuten dør min onkel snart.
Jeg har just fåt brev, han dør med det allerførste.
Ja lat os håpe det! sa Otto Mengel.
Men han vilde ikke hjælpe løven mere.
Og det blev pinlige dager for løven. Han hadde bebudet
å ville assurere sig hos fru Anderson og kunde nu ikke holde
ord. Endelig en dag fik han et telegram om at onkelen var
død og Otto Mengel, grosserer, var straks parat med pengene.
Men make til æventyrlige renter hadde løven endnu aldrig be-
talt. Og dog tidde han til alt, for han hadde selv skrevet sit
telegram.
Så er det en mørk nat at et av fru Andersons vinduer
åpner sig igjen og en mand hopper ut. Den stakkars etatsråd
Adami ligger deroppe på sit utkik og kan se det hele, men
ingen, ingen anden ting foreta sig. Men om morgningen tok
han generalkonsulen med og undersøkte sporene nedenunder
fruens vinduer.
Det er aparte spor, sa generalkonsulen.
Det er støvler med hæljærn, sa etatsråden. Slikt noget som
bønder bruker.
Næste nat lyste de på alt det fottøi som var sat ut i kor-
ridorerne til pussning, de fandt et par støvler med hæljærn;
det var assuranceagent Andersons støvler.
Aldrig hadde de to gamle støvere været så slagne av for-
bauselse. Men begge var oprørte og vilde ikke tåle det mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
