Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Udi søden sommer. En bitte liten roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
De gav i morgningens løp agenten nogen små hentydninger
og de vilde heller ikke spare den letsindige frue for en liten
pinsel.
Det var folk utenfor Deres vinduer i nat, sa etatsråden.
Ja, sa generalkonsulen også, like utenfor Deres vinduer. I
den dype, mørke nat.
Hvad sier I? svarte fruen, var det tyver?
En undersætsig mand. Tredive år. I mørke klær. Med hæl-
jærn under støvlerne som bønder bruker.
Jeg tør ikke ligge der mere, så fruen.
Og hun kom heller ikke til å ligge der mere.
Ut på dagen var ikke fruen å finde nogen steder, hendes
plass ved middagsbordet stod tom. Ved siden ’av stod en anden
tom stol: assurancelægens stol. Hvor er de henne, hvor kan
de dog være henne? sa alle og enhver. Men assuranceagent
Anderson fra nabolandet bet i sit overskjæg og var fast som
en stor sammensværgelse å se til.
Hans miner blev ingenlunde mildere da værtinden kaldte
ham ind på sit kontor og meddelte ham at han om natten var
set å forlate fru Andersons værelse gjennem vinduet.
Hvad så? sa Anderson.
Hr. direktøren skal reise, sa værtinden. Slikt noget blir ikke
tålt i mit hus.
Anderson mumlet:
Det er ikke dét som er det værste at jeg var derinde og at
jeg nu skal reise.
Jeg har sendt bud efter en vogn til Dem.
Men det er dét som er det værste at de nu er reist, vedblev
Anderson. Og kan De si mig hvor de er reist hen?
Det kan jeg ikke tjene Dem i, svarte værtinden.
Anderson talte med sig selv:
Jeg har hat dem mistærikt længe. Men jeg håpet at hun
vilde styre sig her på et fremmed sted.
Det forekommer mig at det er De som ikke har kunnet
styre Dem.
Anderson begyndte å irriteres og svarte:
Jeg måtte ind til hende for å gjøre papirerne istand, jeg
måtte underskrive policerne. Forstår De ikke det?
Hvad hadde De med hendes policer å gjøre? En fremmed
dame.
Hun? En fremmed dame? Det var nu forresten min kone.
Deres kone? spurte værtinden mistroisk.
Hun var min kone! skrek agent Anderson. Jeg gik her og
fik ingen forretning istand, så skrev jeg efter hende. Og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
