Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Vagabonds dager - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Og atter stod vi ved banken. Jess sa:
Du skal samle deg en håndfuld sand her på gaten og slynge
mot vinduerne hvis det kommer nogen.
Ja, sa jeg og hørte hvorledes mit hjærte hamret.
Nu går jeg, sa Jess.
Jeg stod en stund og så efter ham, han forsvandt indgjennem
havegrinden. Hvis nu nogen kom og spurte mig hvorfor jeg
stod her, hvad kunde jeg så svare? Jeg samlet en håndfuld |
sand og rensket den for småstener. Gaten var uten brolægning
og det var fuldt op av tør sand i kjørebanen. Intet var å se,
byen var stille, nu og da lød nede ved stationen et pip av loko-
motiverne som rangerte hvetevogner. Pludselig hører jeg skridt
på plankefortauget, jeg vilde kaste sandet mot bankens ruter,
men gik istedet derfor imot den kommende, sa godaften og fik
svar. Og manden gik sin vei. Jeg kunde nu ha været borte i
fem minutter.
Da hører jeg tydelig små knæpp inde fra bankens hus, det
ene efter det andre. Nu klipper Jess skruer over, tænker jeg
og forundrer mig over hans koldblodighet. Jeg visste hvor jeg
vilde flygte hen hvis det blev nødvendig, ned til jærnbanen,
til de mange skur og oplagssteder langs linjen.
Det tok en lang tid, en evighet. Jess begyndte å sage metal
derinde, jeg hører såvidt et og andet drag og jeg står som på
nåler over hans makeløse frækhet. Bare han nu får stjålet
noget ordentligt! tænker jeg og er grisk efter min andel. Efter-
Avert som tiden lidde blev jeg også roligere og jeg gik frem
og tilbake på fortauget og tænkte. Jeg tænkte også på piken
på farmen, Alice Rodgers hette hun.
Nu har Jess ganske bestemt været en time borte og endnu
var han ikke kommet. Da jeg just var begyndt å mande mig
op til å gå ind i haven og kikke ind kom Jess ut. Han ilte
foran mig ned til bordstablerne ved jærnbanelinjen.
Til helvede med dette uheld! sa han og pustet ut efter sit
flittige arbeide.
Hvad er iveien? spurte jeg.
Den forbandede George må ha tat hele banken med til
pikerne, sa Jess. Skapet var tomt. Det var bare protokoller.
Det for en hemmelig tilfredshet gjennem mig ved denne
meddelelse og jeg røbet mig til Jess da jeg overgivent slog ham
på akslen og spurte:
Så tok du ingenting?
Hvad skulde jeg ta, du dumme dyr? sa Jess sint. Jeg vil
ikke sitte her længer, sa han ophidset, vi må prøve noget
andet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
