Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Vagabonds dager - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
Du trampet i gulvet til mig, Nut. Det skal du ikke gjenta.
Jeg kom ikke til å svare et ord på dette, så umulig syntes
| jeg hun var. Men de gamle satte sig derimot i hodet at jeg
visst var en mærkelig mand som var kyndig i meget, de lyttet
| opmærksomt når jeg sa noget og jeg syntes at de begge be-
| gyndte å gjøre litt forskjel på Fred og mig til min fordel.
En dag blev jeg således sendt til byen med hvete og for å
gjøre indkjøp og Fred var ikke med.
Men selv om jeg hadde været en troldmand kunde jeg ikke
stå mig i en evighet ved bare en undergjærning. Eftersom
dagene gik og lille Edwin kviknet til og alt blev som før faldt
min store bedrift i forglemmelse og jeg gik atter fattig og
beseiret om på farmen. Det blev ingen forandring heri.
Fred kom til mig og sa:
Snart vil frosten komme og pløiningen er slut. Hvad skal
du gjøre da?
Sandelig om jeg vet det, svarte jeg. Men det blir vel
en råd.
Fred og jeg enedes godt, det var intet uvenskap mellem os
og jeg la ham ikke for hat fordi han hadde bemægtiget sig
mit spand. Det var Alices skyld. Fred var ingenlunde nogen
dårlig tramp og det var først iår da han blev arbeidsløs at
han tok på å trampe. Han var derimot forfængelig over sit
smukke ansigt og når han lo åpnet han munden bare ganske
lite fordi han vilde skjule hullet efter den tapte tand. Derved
fik han et utseende som om han lo med en spræk i læben.
Men dette at han åpnet munden så sparsomt klædte ham da
han av naturen hadde litt tykke læber. Le mere! kunde Alice
si til ham. Hun var hensynsløst forelsket.
Skjønt jeg hadde det meget værre og var ugjengjældt i min
kjærlighet hadde heller ikke Fred det for godt. Han fortalte
mig at Alice hadde henvendt sig til sine forældre om ham og
bekjendt at hun hadde ham kjær; men forældrene hadde for-
langt at hun skulde opgi ham.
Fred sa til mig:
Du må hjælpe os, Nut.
Jeg følte mig en smule ophøiet ved denne begjæring og
jeg spurte:
Er det med Alices vilje at du ber mig.
Ja, sa Fred, hun ønsket det.
Jeg sa:
Da skal jeg gjøre det.
Det foresvævet mig noget om at jeg kanske kunde komme
til å stikke Fred ut ved min utrolige ædelmodighet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
