Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - III. Kirkegård og dervisj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
| den døde i å finde sig selv igjen samlet. Men vinden bærer
det jordiske støv allevegne hen.
Zarathustra lærte at rovfuglene skulde ha likene. Når men-
neskene dør i dalen haster fugler ned fra fjældtinderne, sier
han. Han spør Ormuzd: Hvilken er den tredje ting som mis-
hager vor jord og berøver os dens gunst? Og Ormuzd svarer:
Den tredje ting er at I graver graver og lægger menneskenes
legemer deri.
Bare ægypterne vilde ikke vite av tilintetgjørelsen i nogen
form, de indsatte sine lik med urter og gjorde dem uforgjæn-
gelige, gjorde dem til stener. De overgav dem til jorden som
billedstøtter.
Men Muhamed sier: Det vokser godt på en kirkegård. Han
hadde livet for Øie ....
Vi ser ut over en by av gravmæler. Alle disse stener er fint
hugne, de to opretstående stener på hver grav er ofte rene
kunstværker av forsiringer, tålmodighetsarbeider uten make.
Alle har sprog av Koranen, nogen i guld. På hovedmonolitens
top er en uthuggen turban eller en uthuggen tarbuch. Og tur-
banen er undertiden grøn, det er den høieste værdighet. Kvin-
dernes graver har monoliter, men ingen turban og ingen grøn
farve, det vil si ingen værdighet.
De døde hviler i et rikt land. Det er dem selv som gjør
det rikt; «det vokser godt på en kirkegård». De døde sørger
selv for å skape sig sunde og renslige omgivelser, en kraftig
vegetation, en frugtbar jord hvorpå alt kan vokse. Det er
som om de ligger der og griner i vanvittig komik og gjennem-
fører urokkelig en stor tanke: kadaverets hygiene.
Tys — man ræsonnerer ikke i dødens land.
Indenfor, bak os, duver en palmelund; vi næsten hviler imot
den med ryggen. Om det er aldrig så stille veir vil vifte-
palmen røre sig- litt fordi den har så vide blader, og det væl-
der en næsten uhørlig susen ut fra en slik lund. Det er denne
susen og det er de vide blader og det er hele denne grønne
herlighet som gjør os stille og stumme. Vi sitter der og føres
tilbake til noget kjendt, til et land vi før har været i, til en
oplevelse i drømme eller fra et liv før dette. Vor vugge var
vel engang en lotus og den stod i et palmeland og gynget 0s . –-
Vi reiser os og går.
Da møter vi to mænd som bærer en båre. Jeg tar hatten
av og holder den i hånden; de to mænd gjør os ikke noget,
men haster forbi. Det er et fattig lik de bærer, det har ingen
kiste, det ligger heller intet tæppe med opstandelsessprog over
båren og det følger ingen grætekoner med. De to mænd søker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
