Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - III. Kirkegård og dervisj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
ord, det tålte ikke sammenligning med mit i kraft. Og dog
var det hun som blev forståt, kusken spør nu selv: Eyub?
og min reisefælle nikker at der traf han det. Jeg er sikker på
at det blir et galt Eyub vi kommer til, men jeg må overgi mig.
De to står der og nikker og taler tyrkisk og er i ledtog med
hverandre.
Så sætter vi os op og avsted bærer det.
Vi kom til det rigtige Eyub. Jeg har ikke set hele verden:
mer det er visst bare ett Eyub. Det er det hellige sted. Kusken
har nok kjørt turister før, han vet hvad de vil se, han har
derfor sat os av ved den store port hvorfra adgangen er så
let til Muhamed den andens moské. Men vi går moskéen forbi.
De store moskéer tar sig bedst ut på billeder. De er ikke høie,
de er bare vide. Men med et vidt hus forbinder man ingenting.
Sofiamoskéen er en liten by i vidde og den kan rumme verdens
næststørste hjord. Men den er flat. Muhamed den andens
moské gjæmmer Osmans sabel og denne sabel er meget vigtig,
hver sultan må spænde den på sig ved sin tronbestigelse. Javel
— men vi går moskéen forbi for å komme ind i Eyub.
Eyub er en verden med graver. Og det er en verden med
cypresser og plataner og blomster. Og mange steder er det
moskéer og overalt er det templer for døden, mausoleer, sten-
støtter. Og overalt er det fred. Cypresserne står der lodrette
og ubevægelige, de er stive som tårne; i palmelundene blaffer
bladene svakt når det er luftning; men ellers høres ingen lyd.
Selv vi begynder uvilkårlig å trampe varlig her idet vi søker
længer og længer ind fra gaten og byen. Og vi taler sagte i
dødens land. Men det har sin egen gode grund at vi taler
sagte: vi er rædd her, vi er vantro, og vi er kanske kommet
for langt ind i Eyub, til en eller anden hellig lund. Men be-
standig går vi videre for å komme langt ind, alt lukker sig
til alle sider, en livløs verden omgir os. Vi sætter os ned.
Til kirkegården søker mennesket også i levende live for
å hvile. Den er øen i Sydhavet. Men det er ingen steder at
livet strider og seirer som her: her er de største trær og her er
de livligste regnormer. På kirkegården hjemme vokste nogen
bringebær som hadde plantet sig selv og stod uten røkt. De
kom igjen hvert år og vi børn visste så vel hvor de stod. Hver
av dem var en mundfuld av vin ....
Hellenerne brændte sine lik før de begrov dem. Og på sine
gravminder hugget de genier ut som slukket en fakkel med
foten. Ti således var livet: det brændte og sluknet som en fakkel.
Jøder og kristne begraver sine døde hele. Ti de skal san-
delig gjenopstå. Begravelsen er vel ment som en lettelse for
EE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
