Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - IV. Sultanens kirkebesøk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
han trak det til sig la jeg mærke til at hans øienlåk sie
Abd ul Hamid er av middels tyrkestørrelse og har et ganske
almindelig ansigt med litt krum næse og gråstænkt helskjæg.
Det var noget tjavset ved hans hår ved ørene. j
Vognen stanser nede ved moskéen hvor sultanens garde
paraderer. Her stiger herskeren ut og går opover trinnene. Han
møtes av en præst som bøier sig til jorden, sultanen går ham
forbi og forsvinder for vore øine i moskéens indre. Å
I samme øieblik roper mullahen på minaretens galleri noget
ut over folkemasserne: han kalder alle troende sammen til bøn.
Nu får tropperne geværet i hvil; nogen av officererne tænder
cigaretter. Det lyder nu og da sang ut fra moskéen ...
Han så ikke det spor frygtelig ut! sier yankeedamerne. Var
de skuffet derover? Jeg vet at jeg for min part undte denne
mand et menneskelig ansigt og en værdig holdning midt for
vor næse. Min gamle mistanke til den sensationelle presses
dom over den tyrkiske sultan blev vistnok ikke meget styrket
derved, men den blev heller ikke utryddet. Hvor var det
grumme ved denne mand? Det lurende, det forfærdelige, mor- |
deren, hvor var det? Jeg så ham også siden engang og hans
brune blik tiltalte mig ved sit åpne, velvillige uttryk.
Han så slitt ut. Han besvarte troppernes honnør asiatisk
likegyldig. Men selve denne hilsen er noget han personlig har
pålagt sig, hans forgjænger på tronen Abd ul Aziz hilste aldrig
tilbake. Hvis det gjordes ret og skjel kunde også dette lille
træk fradrages den dyriske natur hos den nuværende sultan
og tillægges hans litt menneskelige. Jeg læste nylig i et telegram
at Abd ul Hamid er så opjaget og nervøs at han må ha kniver
liggende foran sin seng om natten. Hans kone rørte sig i søvne,
stod det, og sultanen for op i sin rædsei og støtte kniven i
hende. Det er grangivelig som om den tyrkiske sultan har lært
utenad et utmærket norsk ordsprog om pølsen i slagtetiden;
han har jo 299 koner igjen; hit med en anden!
År ut og år ind gjenlyder bladene av sultanens umenneske-
ligheter. Kun en sjælden gang kan det komme en meddelelse
som avviker mærkelig stærkt fra journalisternes almindelige
domme. Den forrige amerikanske gesandt ved porten, Terrell,
har offentliggjort en slik meddelelse, general Wallace, forfat-
teren av «Ben Hur», en anden, Pierre Loti, en gammel Kon-
stantinopelmand som kjender sultanen personlig, en. tredje,
Sidney Whitman, «en med tyrkiske forhold vel kjendt forfat-
ter», en fjerde. Dette er bare dråper imot pressens hav, men
de veier kanske noget. Hvad går nu meddelelserne ut på?
At sultan Abd ul Hamid er «en mand med sjældne intellektuelle
-
SÅ SE Ep
—
då
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
