Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Benoni (1908) - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
at Hartvigsen står ved sin slæde; ved Gud i himlen, han er
færdig til å fare hjem! Præstefruen kommer ilende nedover
trappen og går i det kolde veir og i nysneen og like hen til
Benoni, rækker ham godt og trofast hånden og ber ham ikke
forsmå å gå ind gjennem hendes dør. Det var nu denne gang
de hadde den glæde å se ham.
Mens de står der kommer også Rosa fra kirken. Stakkars
Rosa, hun var vel blit nysgjærrig og vilde se om Benoni reiste
hjem igjen med en gang. Der kom hun nu. Morn roper til
hende:
Nei Hartvigsen som absolut vil reise igjen. Kom og bed ham
med mig.
Rosa er så forlegen, hun er til ingenting nu og får bare sagt:
De vil ikke være så snil å gå ind?
Benoni gjør sig ikke større end han er, det behøver han ikke;
han skylder på intet andet end at det er lang vei og kort dag,
han fik fare med det samme.
Det er måneskin nu, sa Rosa.
Ja det er måneskin nu, sier hendes mor også.
Jeg vet ikke? sier Benoni da til Svend vægter og ser spør-
rende på ham. Mener du vi kan drøie litt?
Svend vægter vet å skikke sig i slikt selskap, han river luen
av, bukker og svarer:
Vi har visst god dag og vei i så måte.
Jeg er nu forresten ikke så aldeles min egen herre i disse tider,
forklarer Benoni idet han følger damerne; jeg har meget å stå
i med utrustningen til alle fartøierne.
Hvor det var mærkelig! Her gik nu Rosa, her, like ved
hans side, og litt efter satte hun sig i samme stue som han og
hørte på hans ord og så på ham nu og da og svarte endog litt.
Da præsten Barfod kom fra kirken og man satte sig tilbords
fik Benoni av Rosa den ene ting efter den andre som hun så
han manglet. Det var så underlig alt, det var som i drømme.
Han kjæmpet med en ubehagelig usikkerhet: Hvilken tone
skulde han tale i og hvor ofte skulde han se på hende? Han
hadde dog været forlovet med dette menneske, hadde kysset
hende, bygget hus for hende; det manglet bare litt på bryl-
luppet.
Efter middagen gik præsten og fruen og skulde ta sin mid-
dagslur. Det var det sædvanlige. Men nu var jo Benoni alene
i stuen sammen med sin gammelkjæreste! Vil De ikke være så
snil å spille litt? sier han da; men kanske det forstyrrer de
gamle? Ja det gjør det visst, tænker vel hun; det forstyrrer mu-
ligens de gamle. Men hun sætter sig allikevel til å spille. Han
11 — Hamsun V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
