Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
slike ting som at det var lykke ved å glæde andre, glæde børn,
glæde mennesker omkring sig.
Hun stanset.
Lykke? Neida! sa hun tvært.
Så rynket hun brynene og tænkte litt mere på det, så gik
hun igjen. Kort efter steg hun med nogen hastige skridt ut
fra veien og slog sig ned i græsset. Jeg gik efter og blev stå-
ende. Hun sa igjen:
Lykkelig? Neida! Om lykken kom så vilde jeg bare se længe
på den og stirre på den, så ukjendt vilde den være. Nei, men
det er naturligvis småstunder som er litt bedre end andre
stunder. Det forstår sig.
Så er det vel, sa jeg da. Og jeg opdaget at hun hadde furer
i panden av sorg og ælde, hun sat ikke i dette øieblik og
gjorde kunster, men lot også underlæben hænge. Hun hadde
hele sin ungdom bak sig.
Her var en jæger engang i de skogene der, begyndte hun
igjen å snakke og pekte langt ut. Han hette Glahn. Har De
hørt det?
Ja.
Ja. Og han var her. Han var en ung mand, Thomas Glahn
hette han. Nu og da hørte jeg skudd og jeg tænkte på å skyte
svarskudd, nu og da gik jeg ham imøte. Forresten — Glahn?
Åjo i nogen småstunder var det bedre med ham end med
alt andet i mit liv; men. Og jeg var så kjær i ham, å hele
verden blev borte når han kom. Jeg husker en mand som
kunde komme gående! Han hadde fuldskjæg, han var som et
dyr, han stanset iblandt og holdt den ene fot oppe og lyttet,
så gik han videre. Han brukte også skindklær.
Var det ham? spurte jeg.
Ja.
Hvor det interesserer mig å høre Dem fortælle dette.
Det er så mange år siden, har ikke folk glemt det endnu?
Jeg selv glemmer det for det meste, men jeg husker det nu efter
at jeg er kommet hjem igjen og går her til sted efter sted.
Jeg husker på det idag. Men han var et dyr, jeg blev så
makeløst kjær i ham, han var stor og venlig. Han spiste visst
renmose iblandt, for hans ånde duftet som hos en renokse.
Det var nogen vildtsmak av hans ånde. Jeg husker nu at han
var kjær i mig også. Engang kom han med skjorten åpen
og han var tykt lodden på brystet. Det er som en eng å lægge
sig il tænkte jeg, for jeg var så ung. Jeg kysset ham nogen
ganger, det er på det jeg vet at jeg aldrig har oplevet noget
lignende. Og engang kom han gående på veien, jeg så på ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
