Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
Morgningen efter skulde jeg flytte. Men så kommer nu det
at jeg ønsket å åpenbare for Rosa hvad jeg hadde syslet med
i huset i al hemmelighet. Hun er vandret ut med Martha og
kanske har hun gjort dette netop for å være borte når jeg
gik. Jeg venter til jeg ser hende komme langt borte med barnet,
så gjør jeg ikke længer nogen hemmelighet av det, men op-
træder for åpen dør og ser mig ikke om.
Rosa og Martha kommer hjem, de står i døren.
Jeg sitter og spiller på klaveret. Og jeg spiller det dei-
ligste jeg vet: Adursonaten, Mozart. Det går rigtig godt, jeg
har fåt som et stort og stolt hjærte i mig til å støtte mig i
denne stund. Å jeg var nu så oplært igjen at jeg ikke undså
mig for å la Rosa høre det; men jeg hadde hele tiden villet
vente til jeg var dygtig nok inden dette skete. Så imorges
takket jeg Gud for at jeg var blit så dygtig igjen. Jeg hadde
engang lært mit spil i mit gode hjem, alt lærte jeg der, lutter
gode lærdommer, indtil mit hjem blev opløst og ikke kunne
huse mig mere. Deo gloria.
Jeg vender mig om. Rosa stirrer på mig og sier:
Nei men — spiller De også?
Jeg reiste mig og tilstod for hende at jeg hadde øvet mig i
smug på klaveret; syntes hun det var noget å høre på da
var jeg taknemmelig! Jeg sa ikke mere, bevægelsen vilde løpe av
med mig. Men jeg var senere meget glad for at jeg ikke var blit
bløtagtig og kom til å si at jeg spilte til avsked. Jeg gik og
pakket min sæk.
Jeg biet til Hartvigsen kom hjem.
Jaja, det var nu ikke meningen at De skulde forlate mig,
sa han. Jeg har jo evig nok arbeide for Dem; men.
Martha bortvender hans opmærksomhet ved å fortælle at jeg
har spillet — studenten har spillet.
Nå, kan De spille også? spurte Hartvigsen.
Rosa svarte:
Ja han kan spille!
Jeg blev stoltere av disse ord enn av al ros jeg hittil hadde
fåt i mit liv og jeg bydde farvel og gik bort fra Hartvigsens
hus med hjærtet fuldt av tak. Å jeg duvet forover av min store
bevægelse og så næsten aldeles ikke veien skjønt jeg stirret
på den.
Nu kom jeg til Sirilund og blev der. Flytningen førte ikke
med sig nogen større forandring i mit liv, jeg drev om med
småpikerne og tegnet for dem og malte et og andet. Og min
herskerinde baronessen sa eller gjorde intet mere som ikke en
dannet kvinde kunde kjendes ved, nei kjære, intet uskjønt eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
