Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
dårlig gjorde hun. Men hun beholdt bare den vane nu og da
å gjøre sine armer til en port som hun stod i og det tok sig
mærkelig skjønt ut. Ved bordet holdt hun sig godt, bare en
sjælden gang satte hun begge albuer på bordet når hun puttet
mat i munden eller drak av en kop.
Jeg vilde male det indre av Macks storstue, det skulde bli
et fint billede med den ene store sølvengel i hjørnet og med
to kobberstik på væggen over pianoet. Men alt hvad i huset
var interesserte mig ikke, men bare Rosas rødvinsglas som hun
hadde sat igjen på bordet. Det skulde stå der i eftermiddags-
solen igjen rødt og ensomt og likesom stå og slukne.
Her var også mere liv og færdsel på dette store handelssted
end i Hartvigsens hus, hit kom endog fremmede skippere
når de drev ind for uveir i Nordsjøen og blandt dem var
engang en russer som jeg talte fransk med efter min ævne.
Han lå veirfast på vor våg i flere dager med sit store skib.
Baronessen og jeg var ombord hos ham, han kjøpte nogen
bjørnehuder og blårævskind som Rosas far hadde tilfals.
Da jeg nu på Sirilund hadde fåt mig mere standsmæssige
klær kunde jeg bevæge mig hvor jeg vilde og trivdes godt der-
ved: På kramboden gik jeg nu og da og så på dem som kom
og gik, bygdens folk og fremmede, vandrere som kjøpte brød
fra bakeriet og hastet videre eller notlag fra Sørlandet som
holdt sig ved brændevinsdisken hele dagen og bakefter for
frem med stor drukkenskap og ulyd på veiene.
Av Sirilunds egne folk hadde næsten alle et utnavn. Der
var Svend vægter og Ole Menneske, men de var skippere på
fartøierne så intet særdeles klæbet ved dem. Men der var nu
Bramaputra som var Ole Menneskes kone og hun var så god-
agtig mot fremmede at hendes mand måtte speide på hende
til stadighet. Men av samme sort var forresten også Ellen
som engang stuepike var, men som giftet sig ifjor med Svend
vægter, hun var kjær i én i denne verden: i Mack selv, og det
var et syn å se hendes fortapte ansigt når han så på hende
eller gik til hende på gården og sa et par småord. Å, men det
drev av folk med utnavne på stedet, Jens Barnefar, hægte-
makeren og endelig en vandrer som var kommet i vinter og
hadde fåt al vedhugging i skålen, han hadde så korte ben og
kaldtes bare Overkroppen til navn.
Det interesserte mig meget å passe op fyrvogter Schøning
når han kom tassende til kramboden og gjorde sine små ind-
kjøp. Han var en mand med en topmålt egensindighet, men
med stor erfaring. Han hadde reist og tænkt meget og det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
