Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
Jeg kan ikke, svarte jeg.
Så går jeg alene, sa han.
Munken Vendt skjulte ikke på gården at han vilde fare
imorgen, baronessen så lettet ut og sat med os om kvælden
og var fuld av elskværdighet. Og o hendes vekslende kvinde-
sind! Nu da Munken Vendt skulde forlate os måtte han ikke
få det indtryk at hun var en kold og træt dame, nei det
måtte han ikke! Jeg tænkte: så føler hun sig vel ikke i dette
øieblik besværet over Munken Vendts underlig brusende øine!
Hun sat med sine armer over sig som en port. Hendes kjole
var så trang at den klæbet tæt til nedover hele låret! Ail sa
Munken Vendt. Baronessen talte om Finland som sit fødested:
hun hadde født sine mange døtre der, derfor kaldte hun det sit
fødested! En mand jeg elsket skulde jeg omkomme med øm-
het! sa hun. Ai! sa Munken Vendt.
Å, men jeg tror sikkert baronessen talte mest av løsslup-
penhet, av glæde over at hun var reddet: Munken Vendt
hadde knust avguden og utryddet hvert spor av den, ja fældt
hele lunden ned; nu efterpå skulde han bort og hun så ham
aldrig igjen! Det hadde fulgt så megen utryghet med ham —
Gudskelov at han for!
Hun skjænker os vin og frembærer undskyldning fra sin far
fordi han ikke har tid til å sitte hos os. Til Munken Vendt
stopper hun en lang pipe og kommer med den, og mig gir
hun kaker fordi jeg ikke bruker tobak.
Nu skal dere hørel sa baronessen og tok et papir op av lom-
men. Det er et finsk digt, jeg har oversat det på min måte.
Det er så underlig.
Ja det var underlig! Og baronessen læste det med sin fløils
røst og nævnte langsomt hvert ord; nu og da var det som
hun sang:
Alle de ting i verden er —
Støt mig, hold mig oppe, støt mig!
Våren er så sagte, den ligger så sagte om natten og avgjør ingenting,
men fører mig bare i uleilighet. Å, våren den gjør ikke et fast og let-
forståelig angrep, men kommer bare og er hos mig til jeg blir overvundet.
Slik er våren.
Å alle de ting i verden er!
Om jeg kunde forlyste dig med mine tårer, der du vanker langt borte!
Du som gjorde mig lykkelig i to øieblikke i min ungdom! Du som satte
overstyr dit livs formue i tre store stemninger! Men tårer har jeg ikke
mere. Husker du da jeg kom ind og kysset dig og vilde gå igjen? Da
kastet du hodet rundt og stirret på mig, at så inderlig elsket jeg dig.
Slik er jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
