Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
glæder mig og er bedrøvet over hans beslutning. Han holder
fast på at jeg skal følge ham bort herfra, og herover er jeg
pint nat og dag. Men jeg takker Gud for at hans hænder er
næsten gode igjen.
Nu har Munken Vendt bedt baronessen om forlatelse for
sin opførsel; men efterpå vantrives han her fordi han har feilet
så skammelig og ikke længer har nogen sikkerhet. Han glæder
sig til å få sine hænder brukbare til han træffer Gilbert lap.
Men Gilbert lap han er ingen steder å finde, Jens Barnefar
er for længe siden kommet tilbake med uforrettet sak. Å baro-
nessen har vel hat en finger med i spillet her: hun har sikkert
ikke sendt Jens Barnefar ut for å finde lappen, men for å
varsle ham. Hun går ut fra at blir lappen fundet og presset
dertil så vil han åpenbare alt og blande hende selv ind i
affæren. Stakkars vildfarende baronesse Edvarda!
En dag spør hun mig hvor længe Munken Vendt skal være.
Jeg vet ikke, svarer jeg; han vil ikke reise uten mig! Den
næste dag er hun endda mere urolig og ønsker at Munken
Vendt skal fare. Han er så ustyrlig, sier hun, og skjønt hun
hadde god grund i hans opførsel til å befale ham å gå så
nævnte hun dog intet herom. En dannet dame var hun. Derimot
gik hun i stadig frygt for at Gilbert lap kunde dukke op en
dag og Munken Vendt få ham fat. Deres kamerat har ingen
måte, sa hun, han gjør gjærne en ulykke! Jeg skal tale med
Munken Vendt, sa jeg.
Så talte jeg med Munken Vendt. Han hørte på mig med
stor fortrytelse og var skuffet over å måtte opgi lappen. Han
forklarte hvorledes han vilde gjøre det: jeg skulde trække
slipestenen og Munken Vendt skulde selv slipe lappens hænder
godt så de blev bløte og tynde i huden, derpå skulde disse
hænder få stenguden å sysle med en halv times tid, og samme
stengud skulde bli inderlig strøket og klappet. Fra nu av skulde
Jeg få gå min vei og ikke overvære mere. Men Munken Vendt
lovet høitidelig å lægge sin trøie over lappen når han forlot
ham i vidjekrattet.
Det er baronessen imot at du rører ved lappen, svarte jeg
bare til alt dette.
Da går Munken Vendt til skogen en dag og tar en øks
med. Jeg går efter ham en stund og hører ham hugge i vidje-
krattet. Han har knust den stakkars stenmand og feiet skårene
i dammen, nu rydder han vidjer og gjør en lys vei tværs over
den hellige lund. Det samme kunde det være!
Vil du være med så går vi herfra imorgen, sa Munken
Vendt på hjemveien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
